[1] Syng en ny sang for Herren om de underfulde ting, han har gjort. Han har vundet en vældig sejr ved sin egen guddommelige kraft. [2] Han har vist sin magt til at frelse, alle folkeslag har set hans retfærdige dom. [3] Han har vist sin trofasthed og nåde mod Israel, hele jorden har set, hvordan han frelste sit folk. [4] Bryd ud i lovsang til Gud, hele jorden, råb af fryd og syng af glæde. [5] Syng for Herren til harpeklang, lad lovsangen lyde til strengespil, [6] til trompeter og vædderhornets lyd, en vældig symfoni til Herren, vor konge. [7] Lad havet med alt dets liv stemme i, sammen med jorden og alle dens folk. [8] Lad floderne juble og klappe i hænderne, bjergene bryde ud i glædessang for Herren, [9] for han kommer og dømmer jorden. Han dømmer verden med retfærdighed, alle folkeslag får en fair behandling.