Salmernes bog 73:1-28 BPH

[1] En sang af Asaf. Gud er god mod sit folk, mod dem, hvis hjerte er rent. [2] Men jeg var på nippet til at miste min tro, jeg var kommet snublende nær til afgrunden. [3] For jeg blev misundelig på de stolte og gudløse, de har jo fremgang på trods af deres ondskab. [4] Alt går så glat og sorgløst for dem, de er raske og strutter af sundhed. [5] De bekymrer sig ikke om noget som helst, eller plages af problemer som os andre. [6] Derfor knejser de med hovedet i deres hovmod, de omgiver sig med vold, som var det en kappe. [7] Ondskaben vælter ud af deres indre, deres tanker er fyldt med nedrige planer. [8] Deres tale er ondskabsfuld og hånlig, de er fyldt med foragt og trusler mod andre. [9] De gør oprør mod Gud i Himlen og opfører sig, som om de ejede hele jorden. [10] Derfor bøjer folket sig for dem og giver dem alt, hvad de forlanger. [11] „Der findes ingen Gud, som kan se os,” påstår de. „Den Højeste Gud aner ingenting.” [12] Sikken et grusomt hovmod. Deres velstand øges, uden at de anstrenger sig for det. [13] Jeg var fristet til at tænke: „Det hele er håbløst. Hvad er fordelen ved at leve et retskaffent liv. [14] Det giver mig kun problemer dagen lang, og jeg pines fra morgen til aften.” [15] Men hvis jeg virkelig havde sagt sådan, ville jeg være en forræder mod dit folk. [16] Jeg har prøvet at forstå det, men det er bestemt ikke let. [17] Så gik jeg ind i dit tempel, Gud, og du forklarede mig de ondes endeligt. [18] Jeg indså, at de er ude på et skråplan, du vil straffe dem med døden engang. [19] På et øjeblik er det forbi med dem, de vil opleve en frygtelig afslutning på livet. [20] Deres liv er som en drøm, der forsvinder, når man vågner. Når du griber ind, Herre, bliver det enden på deres drømmeliv. [21] Da indså jeg, hvor bitter jeg var blevet, hvor misundelig jeg var på de gudløses succes. [22] Dengang var jeg dum og uvidende, som et dyr, der intet forstår. [23] Men alligevel har du ikke forkastet mig, Gud. Du holder fast ved min højre hånd. [24] Du rådgiver mig på livets vej, og til sidst går jeg ind til herligheden. [25] Det er dig, jeg vil tjene og tilbede, Gud, ingen andre i verden kan jeg stole på. [26] Kroppen kan svigte og livsmodet synke, men du er min tilflugt og tryghed for evigt. [27] Alle, der vender dig ryggen, går til grunde, du udrydder dem, der gør oprør imod dig. [28] At leve i Guds nærhed er min lykke! Jeg har valgt at stole på Herren, min Gud, og vidne om alle hans velgerninger.