[1] Til korlederen: En sang af Herrens tjener, David. [2] Onde mennesker har et oprørsk hjerte, de har ingen respekt for Gud. [3] De er blændet af deres eget hovmod, de vil ikke erkende deres egen synd. [4] Deres tale er løgn og bedrag, de er ligeglade med, hvad der er ret og rigtigt. [5] De ligger om natten og lægger onde planer, de gør bevidst det, de ved, er forkert, i stedet for at tage afstand fra det onde. [6] Herre, din nåde er uden ende, din trofasthed er uden begrænsning. [7] Din godhed er uden sidestykke, din visdom er ufattelig som havets dyb. Du holder hånden over både mennesker og dyr. [8] Hvor er din kærlighed fantastisk, Gud, mennesker søger ly i dine vingers skygge. [9] De nyder velsignelsen fra dit eget bord, og du lader dem drikke af din herligheds kilde. [10] Du er den, der giver liv til os alle, du er Lyset, som oplyser vores indre. [11] Din kærlighed omslutter dem, der følger dig, de oprigtige af hjertet kan regne med din hjælp. [12] Lad ikke de hovmodige trampe mig ned, eller gudløse mennesker jage mig bort. [13] Jeg ved, at de onde vil få deres straf, de bliver slået ud, så de ikke rejser sig igen.