Salmernes bog 107:1-43 BPH

[1] Tak Herren, for han er god. Hans trofasthed varer til evig tid. [2] Det er, hvad Herrens folk bør sige, dem, han befriede fra fjendens magt [3] og bragte tilbage fra fjerne lande, fra øst og vest og syd og nord. [4] De måtte vandre længe gennem øde egne, de ledte efter et sted at bo. [5] De var udmattede af sult og tørst og nær ved at give op. [6] Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne. [7] Han førte dem ad den rigtige vej til en by, hvor de kunne bosætte sig. [8] De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere, han gør for menneskene. [9] Han slukkede de udmattedes tørst, og han mættede de sultne med gode gaver. [10] De sad i et trøstesløst mørke og led under deres fangenskab, [11] fordi de havde gjort oprør mod Gud, ringeagtet den Højestes bud. [12] Han nedbrød deres stolthed gennem lidelser, når de segnede, hjalp ingen dem op. [13] Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne. [14] Han førte dem ud af mørket og rev deres lænker i stykker. [15] De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere, han gør for menneskene. [16] Han sprængte porte af bronze og huggede gennem slåer af jern. [17] De blev mishandlet og betragtet som tåber på grund af deres synd og oprør mod Gud. [18] De mistede appetitten og fik kvalme af maden, de var døden nær af sult. [19] Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne. [20] Han sagde blot et ord, og de blev reddet, han rev dem ud af dødens gab. [21] De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere han gør for menneskene. [22] Lad dem bringe ham ofre i taknemmelighed, synge med glæde om hans vældige gerninger. [23] Nogle stod til søs med deres skibe, drev handel på det store hav. [24] Også de fik Herrens gerninger at se, de undere han udførte på havet. [25] Han befalede stormvejret at bryde løs, bølgerne rejste sig som bjerge. [26] De steg mod himlen, sank atter ned i dybet. Sømændene var ved at give op over for orkanen. [27] De ravede rundt som fulde folk, de kunne intet stille op. [28] Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne. [29] Stormen blev stille som en hvisken, havets bølger faldt hurtigt til ro. [30] Da fyldtes de af fred, åndede lettet op, og han førte dem til deres rejses mål. [31] De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere, han gør for menneskene, [32] ophøje ham offentligt i folkets forsamling og for landets ledende råd. [33] Han forvandlede floder til ødemark, gjorde kildevand til ørkensand. [34] Frugtbart land blev til saltsletter på grund af beboernes ondskab. [35] Men derefter gjorde han ørkenen til oase og ødemarken til frugtbart land, [36] så hans sultende folk kunne slå sig ned og bygge byer, hvor de kunne bo, [37] tilså deres marker, plante vingårde og bringe en bugnende høst i hus. [38] Han velsignede dem, de blev mange, og der var ingen mangel på kvæg. [39] Det oprørske folk blev ydmyget gennem sorg og ulykker, mange døde, så de blev færre og færre. [40] Gud måtte straffe de stolte, religiøse ledere, lade dem flakke om i øde egne. [41] Men de, der søgte hjælp hos Herren, blev reddet ud af deres ulykke. Han tog sig af dem, så de trivedes og havde fremgang. [42] De retskafne glæder sig over at se det, men de onde holder skamfuldt deres mund. [43] De vise vil lægge mærke til det og anerkende Herrens trofasthed.