Salmernes bog 106:1-48 BPH

[1] Halleluja! Tak Herren, for han er god. Hans trofasthed varer til evig tid. [2] Hvem har tal på alle hans undere? Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok? [3] Velsignede er de, der gør det gode, de, der altid handler ret. [4] Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk, giv også mig del i dine goder. [5] Lad mig se dit folk få fremgang, lad mig glædes sammen med dine udvalgte, juble med det folk, som tilhører dig. [6] Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde, vi har begået fejl og handlet forkert. [7] Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten, de glemte hurtigt din trofasthed imod dem, i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav. [8] Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld og for at vise sin magt for verden. [9] Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud, og folket kunne gå tørskoet over. [10] Han frelste dem fra deres fjender, friede dem fra egypternes had. [11] Vandet skyllede hen over forfølgerne, så de druknede alle som en. [12] Da troede folket på Guds løfter og brød ud i lovsang til ham. [13] Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort, de holdt op med at søge hans vilje. [14] I ørkenen krævede de kød at spise, de udfordrede Guds tålmodighed. [15] Han gav dem, hvad de forlangte, men straffede dem også for deres oprør. [16] Nogle i lejren blev misundelige på Moses og på Aron, Guds udvalgte præst. [17] Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan, lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne. [18] Ild for ned fra himlen og fortærede dem, der gjorde oprør. [19] Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv, de tilbad en afgud af metal. [20] De byttede Guds herlighed bort for et billede af et dyr, der æder græs. [21] De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten, han, som reddede dem på forunderlig vis. [22] Tænk på de mirakler, han udførte, de fantastiske undere ved Det Røde Hav. [23] Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk, men hans tjener Moses gik i forbøn for dem, så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede. [24] De nægtede at gå ind i det frugtbare land, for de troede ikke på Guds løfte. [25] De sad bare i deres telte og surmulede og ville slet ikke høre på Herrens ord. [26] Derfor svor han højt og helligt, at oprørerne skulle dø i ørkenen. [27] Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene og gøres til flygtninge i fremmede lande. [28] Dernæst tilbad de Ba’al i Peor, de holdt fest og ofrede til livløse afguder. [29] Deres opførsel krænkede Herren dybt, og han lod en pest bryde ud iblandt dem. [30] Men Pinehas tog mod til sig og greb ind, og det gjorde, at plagen holdt op. [31] Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand, og det vil han altid blive husket for. [32] Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen, og Moses faldt i unåde hos Herren. [33] De gjorde ham nemlig så oprørt, at han talte i vrede og handlede overilet. [34] De undlod også at tilintetgøre de folkeslag, som Herren havde befalet dem at udrydde. [35] De giftede sig tilmed ind i deres familier, lærte sig deres ugudelige skikke, [36] så de dyrkede de fremmedes afguder og derved blev skyld i deres egen ulykke. [37] De ofrede både deres sønner og døtre til de fremmede folkeslags guder. [38] Fordi de myrdede uskyldige børn og ofrede dem til afguderne, blev landet besmittet af det udgydte blod. [39] Guds folk var blevet urent i hans øjne, deres handlinger viste deres utroskab mod Herren. [40] Derfor blussede Guds vrede op imod dem, han følte afsky for sit ejendomsfolk. [41] Han overgav dem i fremmedes vold, deres fjender undertrykte dem. [42] De gjorde livet surt for dem og kuede dem på alle måder. [43] Gang på gang befriede Herren sit folk, men de blev ved med at gøre oprør og falde dybere og dybere i synd. [44] Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød, han hørte deres råb om nåde. [45] Han havde jo indgået en pagt med sit folk, og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt. [46] Han sørgede for, at de fremmede herskere fik medlidenhed med dem. [47] Vor Herre og Gud, frels os! Bring os tilbage fra landflygtigheden, så vi kan give dig taknemmelighedsofre og lovprise dit hellige navn. [48] Lovet være Herren, Israels Gud. Lad os prise ham nu og til evig tid. Lad hele folket svare: Amen! Halleluja!