[1] En sang af David. [2] Jeg er fuld af tillid til dig, Gud, jeg vil synge og spille til din ære. [3] Jeg vil gribe min harpe og lyre, når befrielsens sol står op. [4] Jeg vil takke dig, Herre, blandt folkeslagene, jeg vil synge din pris for de fremmede. [5] Din trofasthed fylder universet, din godhed når til skyerne. [6] Herre, lad din storhed fylde himmelrummet, lad din herlighed komme over hele jorden. [7] Hør min bøn og gør brug af din magt, så dit elskede folk kan blive reddet. [8] Gud har talt fra sin helligdom: „Med glæde vil jeg udstykke Sikem, jeg vil udmåle Sukkots dal. [9] Gilead tilhører mig, Manasse er min ejendom. Kongerne kommer fra Juda, og dygtige krigere fra Efraim. [10] Moabitterne skal tjene mig og edomitterne være mine slaver. Jeg vinder sejr over filistrene.” [11] Hvem tager med os til den befæstede by? Hvem vil gå med os mod Edom? [12] Herre, har du forkastet os? Hvorfor drager du ikke med os i krig? [13] Hjælp os dog mod vore fjender, for menneskers hjælp er intet værd. [14] Med Guds hjælp vinder vi sejr, for han vil trampe vore fjender ned.