Klagesangene 4:1-22 BPH

[1] Ak, Jerusalems guldklumper har mistet deres herlighed. Hendes hellige øjestene ligger og vansmægter på hvert gadehjørne. [2] Byens befolkning var deres vægt værd i guld, men nu ligger de som værdiløse lerkar, en pottemagers værk. [3] De vilde sjakaler giver deres unger die, men mit folks mødre er følelseskolde som ørkenens strudse. [4] Ethvert spædbarn skriger af tørst med tungen klæbende til ganen. Småbørn tigger om mad, men ingen har noget at give. [5] Folk, som var vant til festmiddage, er nu ved at forgå af sult. De, som levede i luksus, roder nu efter føde i rendestenen. [6] Går det ikke mit folk værre end Sodomas indbyggere? De døde dog på et øjeblik ved Herrens direkte indgreb. [7] Hendes fyrster havde hud som silke og struttede af sundhed, deres ansigter var rødmossede og håret skinnede så smukt. [8] Ingen ville kunne genkende dem nu, hvis de mødte dem på gaden, for de er det rene skind og ben med ansigter sorte som sod. [9] Ja, hellere dræbes af sværdet, end at dø langsomt af sult, fordi madforsyninger ikke kan komme ind i byen. [10] Kan man forestille sig, hvad der sker med en kærlig mor, som tvinges til at koge og spise sine børn for at overleve? [11] Landet er lamslået over Herrens forfærdelige vrede. Jerusalem er ødelagt og brændt ned til grunden. [12] Man mente ikke, det kunne lade sig gøre at indtage Jerusalem. Ingen af jordens konger troede, det var muligt. [13] Nedsablingen skete, fordi profeter og præster havde syndet. De havde myrdet uskyldige folk midt i Herrens hellige by. [14] Overalt i byen raver folk rundt i blinde. De kan ikke undgå at røre ved blod, og derfor er de urene. [15] „Pas på!” advarer folk hinanden, „der kommer en uren!” Flygter de, siger de fremmede folkeslag: „Her kan I ikke bo!” [16] Respekt for præsterne og landets ledere hører fortiden til, for Herren har slået hånden af dem og spredt dem for alle vinde. [17] Skildvagterne stod og spejdede efter hjælp, men forgæves. Ingen af vores allierede havde magt til at redde os. [18] Tidspunktet nærmede sig, hvor alt var forbi. Vi kunne ikke gå ud på gaden af frygt for at blive dræbt. [19] Uden at vise nåde kastede fjenderne sig over os som gribbe. De forfulgte os i bjergene og lå på lur efter os i ørkenen. [20] Vores egen konge, Herrens udvalgte, gik lige i deres fælde, han, som vi troede kunne beskytte os fra enhver fjende. [21] Østpå glæder I jer, Edoms folk, for denne gang var det ikke jer, der blev ramt. Men en dag skal også I drikke Herrens vredes vin, så I mister besindelsen. [22] Åh, Jerusalem, din straf var hård, men en dag bliver du genoprettet. Edoms folk, derimod, vil blive straffet, fordi de svigtede os.