[1] Herre, tænk på, hvor meget vi har lidt. Glem ikke al den foragt, vi har måttet tåle. [2] Det land, du gav os, er fyldt med fremmede, udlændinge overtog vores ejendom. [3] Vi er forældreløse, vore fædre er døde, og vore mødre sidder tilbage som enker. [4] Selv vandet, vi drikker, må vi købe, og vi betaler for brændsel i dyre domme. [5] Vi træller under vore fjenders tyranni, vi er trætte af slid og slæb, og åget trykker os. [6] Vi har måttet underlægge os Egypten og Assyrien for at have mad at spise. [7] Vore forfædre syndede, men nu er de døde, så det er os, der må bære straffen. [8] Et slavefolk er blevet herrer over os, og der er ingen til at redde os. [9] Vi må hente vores føde langvejsfra og risikere at blive overfaldet på vejen. [10] Vores hud er blevet mørk af solen, og sulten brænder i os. [11] I Jerusalem voldtager de vore kvinder, og vore unge piger krænkes i Judas byer. [12] Vore ledere henrettede de ved hængning, gamle folk viste de ikke medynk. [13] Vore unge mænd må nu trække kværnen, vore drenge segner under byrder af brænde. [14] De gamle forsvandt fra byens torve, de unges muntre musik er forstummet. [15] Vi har alle mistet vores livsglæde, den lystige dans er afløst af sorg. [16] Vi har intet mere at være stolte af. Vi har syndet og har det elendigt. [17] Vore hjerter er fyldt med sorg, vi kan dårligt se ud af øjnene for tårer. [18] Vi græder over Zions bjerg, hvor templet lå, nu strejfer sjakaler om i ruinerne. [19] Herre, du er dog for evigt den samme. Dit herredømme varer fra slægt til slægt. [20] Vil du for evigt glemme os? Hvor længe skal vi vente på din frelse? [21] Drag os tilbage til dig, så vi omvender os. Giv os en ny chance, så alt bliver som før. [22] Eller har du fuldstændig forkastet os? Er din vrede som en bundløs afgrund?
