Klagesangene 3:1-66 BPH
[1] Afstraffelsen var hård, hans vrede imod mig stor. [2] „Af sted med dig!” sagde han, og førte mig ind i det dybeste mørke. [3] Angrebene haglede ned over mig, jeg oplevede hans straf dagen lang. [4] Bedøvet ligger jeg med knuste knogler, min hud er flået i laser. [5] Bitterhed og smerte er blevet min lod, han omringede mig og angreb fra alle sider. [6] Bunden er nået, dødens mørke omslutter mig, som om jeg allerede lå i graven. [7] Det føles, som om jeg er låst inde og lagt i lænker, jeg er ude af stand til at slippe fri. [8] Desperat råber jeg om hjælp, men han har besluttet ikke at høre mine bønner. [9] Der er ingen vej ud af mit fængsel, for enhver flugtvej er spærret af forhindringer. [10] En løve lå på lur efter mig, en vild bjørn overfaldt mig. [11] Enden var nær, for han trak af med mig og begyndte at flå mig i småstykker. [12] Eller han var som en bueskytte, der brugte mig som skydeskive. [13] Forfærdet så jeg hans pile komme flyvende og bore sig ind i mit hjerte. [14] Folk lo blot ad mig, de sang spotteviser dagen lang. [15] Frygteligt var det at drikke et bæger så fuldt af sorg og smerte. [16] Gruset fyldte min mund, da han trykkede mig ned i jorden. [17] Glemt er den glæde, jeg havde engang, og fred hører fortiden til. [18] Grænsen for min udholdenhed er nået, jeg har mistet håbet om, at Herren vil redde mig. [19] Hjemløs og ulykkelig ligger jeg her, jeg kan ikke holde ud at tænke på min smerte. [20] Hver gang jeg tænker over det, bliver jeg dybt deprimeret. [21] Håbet er dog ikke helt udslukt, for én ting holder jeg fast ved: [22] Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed er ikke brugt op. [23] Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen. [24] „Herren er min Gud,” siger jeg, „derfor vil jeg sætte min lid til ham.” [25] Ingen, der søger Herren, bliver skuffet, han hjælper dem, der håber på hans svar. [26] Imødese hans svar med tålmodighed, for før eller siden vil han gribe ind. [27] I ungdommen må man lære at bære sit åg. [28] Ja, når Herren lægger sit åg på mig, må jeg acceptere det i stilhed. [29] Jeg vil bøje mig for ham i ydmyghed, for der er stadig håb om redning. [30] Jeg vil vende den anden kind til og tage imod alle fjendens fornærmelser. [31] Lidelsen varer ikke ved, for Herren forkaster os ikke for evigt. [32] Leder han os ind i sorg og smerte, viser han os bagefter nåde og barmhjertighed. [33] Lad ingen tro, at han glæder sig over at straffe vores ulydighed. [34] Mon Herren ikke ser, når et land mishandler sine fanger? [35] Mon Herren ikke ser, når nogen dømmes uretfærdigt? [36] Mon Herren ikke ser, når et menneske fratages sine rettigheder? [37] Nogle tror, at de handler i egen kraft, men Herren står bag det. [38] Når vi oplever velsignelse eller bliver straffet, kommer begge dele fra Herren. [39] Nu kan vi lige så godt se i øjnene, at vi straffes for vore egne synder. [40] Oprigtig selverkendelse er nødvendig, lad os erkende vores synd og bede om nåde. [41] Og lad os så løfte vore hjerter og hænder og råbe til Gud i Himlen. [42] Oprørskhed førte os ud i store synder, som Herren var nødt til at straffe. [43] På grund af vore synder blev du vred på os, du ramte os hårdt uden skånsel. [44] Påkaldte vi dig i vore bønner, var det, som om du gemte dig bag en sky. [45] Provokationen fra folkeslagene var ikke til at bære, de så på os som det værste skidt. [46] Ringeagt og trusler var alt, hvad vi mødte fra alle vore fjender omkring os. [47] Rædsel og angst fyldte vore hjerter, for hele vores verden blev lagt i ruiner. [48] Reaktionen på mit folks ødelæggelse kunne ikke blive andet end en strøm af tårer. [49] Strømmen af tårer, der flyder fra mine øjne, er ikke til at standse. [50] Se i nåde til os, Herre, for kun du kan redde os. [51] Synet af Jerusalems befolkning er en stadig smerte i min sjæl. [52] Tænk på, hvordan fjenderne overfaldt mig, selv om jeg ikke havde gjort dem noget. [53] Triumferende smed de mig i et dybt hul og overdængede mig med sten. [54] Til sidst troede jeg, at alt var forbi, og jeg sagde: „Det er ude med mig!” [55] Uden noget af mit eget tilbage råbte jeg til dig, Herre. [56] Udmattet og ussel skreg jeg om hjælp, og du hørte mine tryglende bønner. [57] Uden at tøve kom du mig til hjælp og trøstede mig med et: „Vær ikke bange!” [58] Ved at høre min bøn, Herre, har du reddet mit liv. [59] Vær min dommer, Herre, og døm mine fjender for deres ondskab imod mig. [60] Vend dig mod mine fjender, alle dem, der vendte sig mod mig. [61] Øgenavne brugte de imod mig, Herre, du kender deres ondskabsfulde tanker. [62] De håner mig dagen lang og lægger hele tiden nye planer imod mig. [63] Hør, hvor de håner mig. Fra morgen til aften er jeg skydeskive for deres spot. [64] Åh, Herre, de fortjener, at du straffer dem for alt det onde, de har gjort. [65] Gør dem ude af sig selv af rædsel, udøs din forbandelse over dem. [66] Forfølg dem i din vrede og udslet dem. Udryd dem fra jordens overflade.
