[1] Det er håbløst at forsøge at fange den. Synet af den er nok til, at modet forsvinder. [2] Når ingen tør kæmpe mod dette mægtige dyr, hvem tør da kæmpe imod mig? [3] Hvem tør sige, at jeg skylder dem noget? Alt i hele verden tilhører mig. [4] Lad mig beskrive Livjatans krop. Den er velformet med enorme lemmer og vældig styrke. [5] Hvem kan flå huden af den eller trænge ind under dens panser? [6] Hvem kan åbne munden på den, så man ser de frygtindgydende tænder? [7] Ryggen er dækket af rækker af plader, der beskytter den fuldstændigt som skjolde. [8] Pladerne sidder så tæt, at intet kan trænge ind imellem dem. [9] De overlapper hinanden, og det er umuligt at skille dem ad. [10] Når den fnyser, er det som lysglimt, øjnene gløder som en solopgang. [11] Flammer står ud af munden på den, et fyrværkeri af gnister. [12] Damp kommer ud ad dens næsebor som fra en kedel med kogende vand. [13] Dens ånde får kul til at gløde, fra gabet spruder den ild. [14] Halsmusklerne er utroligt stærke, den skaber rædsel overalt, hvor den kommer. [15] Dens bug er hård og fast, den kan modstå ethvert angreb. [16] Dens hjerte er hårdt som sten, urokkeligt som en møllesten. [17] Går den til angreb, gyser de stærkeste helte, de løber rædselsslagne deres vej. [18] Det er nytteløst at kæmpe imod den med sværd, hverken spyd, pil eller lanse kan bruges. [19] Den bøjer jernstænger, som var det strå, bronze splintrer den som råddent træ. [20] Pile kan ikke jage den på flugt, og sten preller af som ingenting. [21] Stridskøller har ingen virkning, og kastespyd ler den blot ad. [22] Dens bug er dækket af skarpe skæl, som sætter dybe spor i jorden. [23] Flodvandet pisker den i kog, det bobler som i en gryde. [24] Kølvandet er som en glinsende sti, en stribe af sølvhvidt skum. [25] Der findes ingen skabning på jorden, der er så frygtløs som den. [26] Den har intet at være bange for, den er det stolteste dyr på jorden.”
