[1] Herren fortsatte: [2] „Er du stadig parat til at anklage mig? Vil du fortsat belære den almægtige Gud?” [3] Da svarede Job: [4] „Hvad kan lille jeg sige til den almægtige Gud? Nej, nu vil jeg holde mund. [5] Jeg har allerede sagt for meget og har ikke mere at sige.” [6] Da talte Herren igen til Job fra stormvejret: [7] „Du plejer ikke at være bange for en ordduel. Svar nu på de spørgsmål, jeg stiller. [8] Beskylder du mig for at være uretfærdig, for at du på den måde kan bevise din uskyld? [9] Stiller du dig på højde med mig? Kan du også tale med tordenrøst? [10] Nuvel, så rejs dig med pomp og pragt og stå i din magtfulde værdighed. [11] Lad så din retfærdige vrede komme til udtryk, så du kan ydmyge alle de hovmodige. [12] Skær dem ned med dit vrede blik og tvær de onde ud på stedet. [13] Sørg for at få dem lagt i graven, spær dem inde i dødens rige. [14] Hvis du kan gøre det, vil jeg ære dig, for så har du også magt til frelse dig selv. [15] Se engang på behemot, som jeg skabte, tillige med dig. Den æder græs som en ko. [16] Se, dens stærke lemmer og de enorme mavemuskler. [17] Dens hale er som et cedertræ, benenes sener er som spændte strenge. [18] Dens knogler er som bronzerør, benene som søjler af jern. [19] Den er det mægtigste dyr, jeg har skabt, og kun dets Skaber har større magt. [20] Den finder sin føde på bakkerne, hvor alle de vilde dyr boltrer sig. [21] Den ligger i skjul under lotusbladene og gemmer sig mellem sivene. [22] Lotusplanterne dækker over den, og poplerne langs floden giver den skygge. [23] Den er ikke bange for de brusende vande, når Jordanfloden strømmer imod den. [24] Hvordan vil du fange den? Med en krog gennem næsen? [25] Er din magt større end Livjatans? Kan du få den til at bide på krogen eller fange den med en løkke om snuden? [26] Kan du trække et reb gennem dens næse eller stikke en krog i kæben på den? [27] Kan du få den til at bede om nåde, tigge dig om at have medlidenhed? [28] Vil den love at arbejde for dig, så du kan gøre den til slave på livstid? [29] Vil du lege med den som med en fugl eller lade dine piger gå med den i snor? [30] Kan du sælge den på fiskemarkedet, skåret i småstykker til køberne? [31] Kan dit spyd gennembore dens skind eller harpuner såre dens hoved? [32] Hvis du forsøger at fange den, bliver der voldsom kamp. Sådan noget prøver man kun én gang.