[1] Da svarede Job: [2] „Jeg ved, at du er almægtig, at ingen har magt til at standse dig. [3] Du spurgte mig: ‚Hvorfra kender du mine tanker, når du knap nok ved, hvem jeg er?’ Jeg indrømmer, at jeg har udtalt mig om ting, som går over min forstand. [4] Du sagde også: ‚Lad mig stille dig nogle spørgsmål, så får vi se, om du kan svare på dem.’ [5] Det eneste svar, jeg kan give, er: Før havde jeg kun hørt om dig, nu har jeg set dig med egne øjne. [6] Hvad jeg har sagt, tager jeg i mig igen, jeg angrer skamfuldt i støv og aske.” [7] Da Herren var færdig med at tale til Job, sagde han til Elifaz: „Jeg er vred på dig og dine to venner, for I fortalte ikke sandheden om mig, som min tjener Job gjorde. [8] Tag derfor syv ungtyre og syv væddere og bring dem som brændoffer for jer, mens Job ser på det. Så vil han gå i forbøn for jer, og jeg vil høre hans bøn, så jeg ikke straffer jer med ulykke for den synd, I har begået ved at tale usandt om mig.” [9] Så gjorde Elifaz, Bildad og Zofar, som Herren havde sagt, og Herren hørte Jobs bøn for dem, så de blev tilgivet. [10] Efter at Job således havde bedt for sine venner, velsignede Herren ham igen, så han fik dobbelt så meget, som han havde før. [11] Alle hans brødre og søstre og alle hans gamle venner kom tilbage til ham og holdt fest i hans hjem for at trøste og opmuntre ham efter de prøvelser, Herren havde tilladt ham at gennemgå. Og hver af dem gav ham et sølvstykke og en guldring. [12] Herren velsignede den sidste del af Jobs liv langt mere, end han havde velsignet ham tidligere. Han blev ejer af 14.000 får, 6000 kameler, 1000 par okser og 1000 hunæsler. [13] Gud gav ham desuden syv nye sønner og tre døtre. [14] Døtrenes navne var Jemima, Ketzia og Keren-Happuk. [15] I hele landet var der ingen kvinder så smukke som Jobs døtre, og de arvede på lige fod med deres brødre. [16] Job levede endnu 140 år, og han oplevede at få både børnebørn og oldebørn. [17] Han blev altså meget gammel og døde mæt af dage.
