[1] Da svarede Elifaz: [2] „Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget, men jeg kan ikke holde mig tilbage længere. [3] Du har opmuntret mange i tidens løb og været til trøst for de sørgende. [4] Du har støttet dem, der var ved at segne, givet nyt mod til dem, der var ved at give op. [5] Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs, dine egne problemer har helt slået dig ud! [6] Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid. De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed. [7] Bliver en uskyldig overøst med ulykker? Straffer Gud en retskaffen mand? [8] Jeg ved, at de, der sår overtrædelser og synd, også må høste, hvad de har sået. [9] Når Gud ånder på dem, går de til grunde, hans vredes pust gør det af med dem. [10] En løve kan brøle, så meget den vil, ungløven vise tænder, men Gud har al magten, han brækker med lethed løvens tænder. [11] Da dør selv den stærkeste løve af sult, dens unger må klare sig selv. [12] Der kom et ord til mig i det skjulte, mit øre opfangede den svage hvisken. [13] Det kom i et syn om natten, mens andre sov deres søde søvn. [14] Jeg blev bange og skælvede af skræk, jeg rystede over hele kroppen, [15] et vindpust strøg hen over mit ansigt, hårene rejste sig på mit hoved. [16] Jeg kunne ane en skikkelse foran mig, men kunne ikke se, hvem det var. Den standsede op, og jeg hørte en hviskende stemme: [17] ‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne? Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’ [18] Gud kan ikke engang stole på englene, hans himmelske sendebud er ikke fejlfri. [19] Hvad så med mennesker, støvets børn, som har deres hjem på jorden? De mases så let som møl, [20] der går til grunde på et øjeblik. Uden at man skænker dem en tanke, knuses de og forsvinder for evigt. [21] Deres liv slutter brat, og de dør midt i al deres uvidenhed.
