[1] Til sidst brød Job tavsheden: [3] „Forbandet være den nat, jeg blev født, det øjeblik man udbrød: ‚Se, det blev en dreng!’ [4] Lad den nat forblive i det skjulte, blive skubbet ud i den gudsforladte intethed. Lad den blive dækket af glemslens mørke, [5] ja, gid mørket ville tage den i sig igen. Gid tågen ville skjule den, og skyerne dække den. [6] Gid mulm og mørke ville opsluge den helt, ja, rive den ud af kalenderen. Lad den ikke tælles blandt årets dage, lad den ikke høre hjemme i nogen måned. [7] Lad den blive til trøstesløs tomhed, en nat, hvor ingen glæder sig. [8] Lad troldmændene forbande den, de, som tør vække Livjatan. [9] Lad dens morgenstjerne formørkes, lad den forgæves vente på daggry, lad den aldrig få morgenrøden at se. [10] For den hindrede ikke min fødsel, skånede mig ikke for ulidelige smerter! [11] Hvorfor døde jeg ikke i min mors liv eller udåndede, så snart jeg var født? [12] Min mor burde aldrig have taget sig af mig. Hun burde aldrig have lagt mig til sit bryst. [13] Jeg ville hellere have været død, så jeg kunne sove i fred i min grav, [14] blandt konger og jordens herskere, der byggede sig gravkamre i ørkenen, [15] blandt fyrster, der var rige på guld og fyldte deres huse med sølv. [16] Var jeg dog bare et dødfødt barn, som aldrig havde set dagens lys. [17] I døden bliver de gudløse stille, dér kan de trætte hvile ud. [18] Dér har selv fangerne fred, hører ikke længere vagternes råben. [19] Dér deler de fattige skæbne med de rige, slaven er sin herres lige. [20] Hvorfor holder Gud liv i de mennesker, der lever i smerte og elendighed? [21] De søger uden held efter døden, som var den en sjælden skat. [22] De råber højt af glæde, når de endelig når deres grav. [23] Hvorfor lader Gud mig leve, når jeg er uden fremtid og håb? [24] Jeg sukker dagen lang i min elendighed, kun jamren kommer over mine læber. [25] Det, jeg frygtede allermest, er sket, mine værste drømme er blevet til virkelighed. [26] Jeg er rastløs og uden ro, dybt begravet i min smerte.”
