[1] Job fortsatte: [2] „Ak, gid jeg havde det som i gamle dage, dengang Gud sørgede så godt for mig, [3] da han udøste sin velsignelse over mig og fjernede alle forhindringer fra min vej. [4] Jeg husker endnu mine velmagtsdage, dengang Gud var gæst i mit hjem. [5] Den Almægtige var altid hos mig, og jeg havde mine børn omkring mig. [6] Mine køer gav spandevis af mælk og min olivenpresse mængder af olie. [7] Jeg havde min plads blandt lederne i byen og sad som dommer på byens torv. [8] De unge trådte ærbødigt til side, når jeg kom, og de ældre rejste sig op i respekt. [9] Snakken forstummede blandt lederne, alle tav stille for at høre mig tale. [10] Selv de mest ansete satte fingeren for munden, for at alle kunne høre, hvad jeg havde at sige. [11] Alle, som hørte mig, lovpriste min visdom, alle, der så mine handlinger, roste mig for dem. [12] Jeg reddede de hjælpeløse ud af deres problemer, hjalp de forældreløse til at få deres ret. [13] De døende velsignede mig, deres enker jublede af glæde. [14] Jeg blev anset for at være ærligheden selv, retfærdigheden i egen høje person. [15] Jeg blev de blindes øjne og de lammes fødder. [16] Jeg blev de fattiges forsørger og de fremmedes forsvarer. [17] Jeg vristede uskyldige ofre ud af gabet på de gudløse. [18] Jeg forventede en fredfyldt død efter et langt og lykkeligt liv. [19] Jeg var som et træ, hvis rødder når til vandet, og hvis grene forfriskes af nattens væde. [20] Jeg blev æret hver eneste dag, og min styrke blev dagligt fornyet. [21] Folk spurgte mig til råds og lyttede opmærksomt, de ventede spændt på, hvad jeg havde at sige. [22] Når jeg havde talt, sagde ingen mig imod, men de tog imod mine råd med glæde. [23] De så frem til mine gode råd, som landmanden ser frem til regnen, og sugede min vejledning til sig, som var de den tørre jord. [24] Når jeg smilte til folk, fik de håbet tilbage, når jeg så venligt på dem, lyste de af glæde. [25] Jeg viste dem vejen, de skulle gå, og fungerede som deres leder. Jeg gik i spidsen for dem som en konge, jeg var den, som trøstede de sørgende.