Jobs bog 30:1-31 BPH

[1] Men ak, nu er jeg til grin for de unge, hvis fædre var samfundets udskud. Jeg havde mere respekt for mine hyrdehunde, end jeg plejede at have for dem. [2] De kunne ikke gøre et ordentlig stykke arbejde, havde hverken energi eller kræfter til noget som helst. [3] De var udtærede af sult og søgte efter føde i ødemarken. [4] De levede af planter fra vildmarken, og hvad de kunne finde under en gyvelbusk. [5] De var udstødt af samfundet, hængt ud som tyveknægte. [6] De holdt til i de stejle kløfter og i vildmarkens klippehuler. [7] De brølede som dyr i buskene og søgte ly i tornekrattet. [8] De var samfundets udskud, blev ikke regnet for noget som helst. [9] Og nu håner deres børn mig! De synger spotteviser om mig. [10] De afskyr mig og holder sig på afstand, alt imens de spytter efter mig. [11] Siden Gud har ydmyget mig og berøvet mig alt, mener folk, at de kan tillade sig hvad som helst. [12] De angriber mig fra alle sider og generer mig på alle måder. [13] De spærrer vejen for mig og ødelægger mit liv totalt, uden at nogen hindrer dem. [14] De myldrer imod mig som fjender, der er trængt igennem fæstningsmuren. [15] Jeg lever i konstant rædsel og frygt. Min anseelse er borte med blæsten, min værdighed forsvundet som en sky. [16] Mit hjerte er knust af sorg, min sjæl tynges ned af depression. [17] Natten gnaver i mine knogler, jeg kan ikke sove for smerter. [18] Du lagde din stærke hånd på mig, Gud, du greb mig i kraven. [19] Du kastede mig ud som affald, og her sidder jeg i støv og aske. [20] Jeg råbte til dig om hjælp, men du svarede mig ikke. Jeg bad til dig, men du hørte mig ikke. [21] Du behandlede mig grusomt, slog mig med din vældige magt. [22] Du slyngede mig ud i en voldsom vind, jeg blev kastebold for stormen. [23] Du førte mig til gravens rand, hvor jeg ved, at alt levende skal ende. [24] Råber man ikke om hjælp, når man er i nød? Rækker man ikke hånden ud for at blive hjulpet? [25] Var jeg ikke barmhjertig, når andre kom i ulykke? Viste jeg ikke omsorg for mennesker i nød? [26] Jeg forventede et lykkeligt liv, men blev overvældet af ulykke. Jeg glædede mig til en lys fremtid, men endte i et kulsort mørke. [27] Smerterne piner min sjæl og min krop, lidelserne fylder min dag og mine tanker. [28] Jeg går rundt i et evigt mørke uden solskin, jeg klager min nød for mine venner. [29] Jeg hyler som en sjakal over min smerte, jamrer som en struds i min nød. [30] Min hud er blevet mørk og skaller af, min krop fortæres af feber. [31] Lyren bliver kun brugt til klagesange, fløjten spiller kun sørgelige strofer.