[1] Job gav følgende svar: [2] „Hvor længe bliver I ved med at håne mig? Hvor længe vil I plage mig med jeres fornærmelser? [3] I anklager mig nu for tiende gang, mishandler mig uden barmhjertighed. [4] Hvis jeg har gjort noget forkert, så er det mit problem og ikke jeres. [5] I mener, at I er bedre end mig, og at mine lidelser er straf for min synd. [6] Forstår I ikke, at Gud gør mig uret ved at sende disse ulykker over mig? [7] Jeg råber om hjælp, men får intet svar. Jeg skriger højt, men ingen griber ind. [8] Gud har spærret vejen for mig, han har indhyllet mit liv i mørke. [9] Han har berøvet mig min ære, ødelagt mit gode omdømme. [10] Han angreb mig fra alle sider, så jeg faldt. Han har taget ethvert håb fra mig. [11] Hans vrede blussede op imod mig, han behandlede mig som en fjende. [12] Han sender en hær af ulykker imod mig, de omringer mit hus og falder over mig. [13] Mine slægtninge har slået hånden af mig, mine bekendte vil ikke kendes ved mig. [14] Min familie har vendt mig ryggen, mine nærmeste venner ignorerer mig. [15] Mine gæster ser på mig som en fremmed, mine tjenestepiger gør intet for mig. [16] Min tjener kommer ikke, når jeg kalder, ikke engang når jeg trygler ham om hjælp. [17] Min kone føler afsky ved min ånde, mine brødre kan ikke udholde stanken. [18] Selv børnene regner mig ikke for noget. Når jeg rejser mig op, håner de mig. [19] Mine bedste venner viser mig afsky, de, jeg holder mest af, har vendt mig ryggen. [20] Jeg er ikke andet end skind og ben, med nød og næppe undgik jeg døden. [21] Vis dog lidt barmhjertighed, venner! Hav medlidenhed, for Guds vrede har ramt mig. [22] Hvorfor vil I straffe mig, som Gud gør? Har jeg ikke lidt tilstrækkeligt allerede? [23] Ak, gid mine ord blev skrevet ned, gid nogen ville optegne dem i en bog. [24] Gid nogen ville mejsle dem i sten, indridse dem i en klippe for evigt. [25] Men jeg ved, at der er en, som vil befri mig, engang skal han stå frem på jorden. [26] Jeg ved, at selv om min krop går til grunde, får jeg mulighed for bagefter at se Gud. [27] Jeg skal se ham med mine egne øjne. Jeg kan næsten ikke rumme den tanke. [28] Hvor vover I da at anklage mig og påstå, at min lidelse er en velfortjent straf? [29] Pas på, at I ikke selv bliver straffet, bliver ramt af Guds vrede og dom.”
