[1] Nu gik Bildad igen i rette med Job: [2] „Hold nu op med al din snak, Job! Kom til fornuft, så vi kan tale sammen. [3] Hvad regner du os egentlig for? En flok dumme, umælende får? [4] Du opnår intet ved at pine og plage dig selv. Verden går videre, uanset hvad du gør. [5] Synd fører nu engang til straf, og de ondes livslys slukkes. [6] Mørket indhyller deres bolig, og de får et ulykkelig endeligt. [7] Deres faste skridt bliver usikre, de snubler over deres egne ben. [8] Deres fødder fører dem til fald, de er ude på gyngende grund. [9] De går lige i fælden og sidder fast i saksen, får en løkke om foden og kan ikke komme fri. [10] En skjult snor er spændt ud over vejen, et reb ligger parat som en løkke. [11] Rædselen kommer imod dem fra alle sider, angsten er lige i hælene på dem. [12] Deres livskraft udtæres, undergangen ligger på lur efter dem, [13] sygdom æder dem langsomt op, døden har lagt sin klamme hånd på dem. [14] De trækkes ud af deres trygge bolig og føres frem til den frygtelige død. [15] Ild og svovl regner ned over dem, deres ejendom bliver omdannet til aske. [16] De er som et træ med udtørrede rødder, hvor alle grenene er ved at visne. [17] Ingen mindes dem, når de er borte, deres navne går hurtigt i glemmebogen. [18] De udslettes fra jordens overflade, skubbes fra lyset ind i mørket. [19] De efterlader sig ingen arvinger, deres slægt uddør med dem. [20] Alle, som hører om deres ulykke, gribes af gru og forfærdelse. [21] Ja, sådan går det onde mennesker, dem, der ikke har ærefrygt for Gud.”
