[1] Mit livsmod er brudt, mine dage er talte, og graven venter mig. [2] Jeg er omgivet af folk, som blot gør nar ad mig. [3] Det er kun dig, der kan hjælpe mig, Gud. Ingen anden kan løse mit problem, [4] for du har ikke givet dem indsigt til at forstå det. Derfor bør de ikke hovere over mig. [5] Når nogen lader sin ven i stikken, rammer straffen hans egne børn. [6] Du har gjort mig berygtet, én man håner og spytter i ansigtet. [7] Mit blik er sløret af tårer, jeg er ikke andet end skind og ben. [8] Retskafne folk er bestyrtede over min ulykke og oprørte over de gudløses fremgang. [9] Men de retsindige lader sig ikke lokke til synd, de, som har rene motiver, får ny styrke. [10] Men hvad jer angår, mine venner, finder jeg ingen visdom i jeres ord. [11] Mit livsløb er snart forbi, og mine ønsker blev ikke opfyldt. [12] I siger, at lyset er ved at bryde frem, men jeg ser ikke andet end mørke. [13] Jeg ser frem til at blive lagt i graven, hvor jeg kan hvile mig i dødens mørke. [14] Forrådnelsen bliver som en far for mig, ormene som en mor eller søster. [15] Hvad mener I om sådan et håb? Hvem kan få øje på min lykke? [16] Er der håb tilbage, når man ligger i graven? Har man stadig et håb, når man bliver til støv?”
