[1] Job svarede på følgende måde: [2] „Den slags har jeg hørt så tit. I er nogle kønne trøstere! [3] Er der ingen ende på din elendige tale? Kunne du ikke finde på noget bedre at sige? [4] Hvis I var i mit sted, og jeg var i jeres, ville jeg være fristet til at tale på samme måde. Jeg kunne have holdt en prædiken for jer og rystet på hovedet af jer. [5] Men jeg vil hellere være andre til opmuntring, prøve at trøste folk i deres sorg. [6] Jeg kan ikke trøste mig selv ved at tale, men at tie giver mig heller ingen lindring. [7] Gud har mast mig ned i jorden, han har udryddet hele min familie. [8] Min elendige tilstand ses som hans straf, det, han har gjort, som bevis på min skyld. [9] Hans vrede river og rusker i mig. Han skærer tænder imod mig af raseri. Hans anklagende øjne gennemborer mig. [10] Folk ser på mig med foragtende blikke, spottende slår de mig i ansigtet, alle rotter sig sammen imod mig. [11] Gud har givet mig i gudløses vold, kastet mig i kløerne på onde mennesker. [12] Jeg levede i fred, indtil han knuste mig. Han greb mig i nakken og slog mig fordærvet. Han stillede mig op som en skydeskive, [13] og hans pile kom imod mig fra alle sider. De gennemborede mine nyrer, min galde flød ud på jorden. [14] Han huggede mig sønder og sammen, han slog mig som en kriger, der er gået amok. [15] Jeg sidder klædt i sæk og aske. Min stolthed ligger knust i støvet. [16] Mit ansigt er rødt af gråd, jeg har sørgerande under øjnene. [17] Men jeg ved, at jeg er uskyldig, og at min bøn er oprigtig. [18] Mit blod skal råbe fra jorden, min bøn om retfærdighed blive ved at runge. [19] Allerede nu har jeg et vidne i Himlen, en forsvarer, der taler min sag i det høje. [20] Han er min ven og går i forbøn for mig, for jeg kommer til Gud med tårer i øjnene. [21] Han bønfalder Gud på mine vegne, som et menneske forsvarer sin ven. [22] Jeg har ikke mange år igen, og når jeg først er gået bort, er der ingen vej tilbage.
