Jobs bog 15:1-35 BPH

[1] Elifaz tog nu til genmæle: [2] „Har man hørt mage til opblæst snak? Du kendes da ellers som en fornuftig mand. [3] Du burde tænke dig bedre om og ikke bruge den slags tomme ord. [4] Du undergraver fromhed og viser ingen respekt for Gud. [5] Du kommer med snedige udtalelser for at dække over dine overtrædelser. [6] Jeg er ikke ude på at dømme dig, du dømmer dig selv med dine ord. [7] Var du det første menneske i verden? Blev du født, før jorden blev skabt? [8] Var du til stede, da Gud planlagde det hele? Fik du monopol på alverdens visdom? [9] Hvad ved du, som vi ikke ved? Tror du virkelig, du er klogere end os? [10] Vores viden stammer fra de gamle vismænd, der er langt ældre end din far. [11] Er Guds trøst da ikke nok for dig? Er andres venlige ord til ingen nytte? [12] Hvorfor hidser du dig sådan op og sender os lynende blikke? [13] Husk lige, at det er Gud, du er vred på, det er ham, du anklager med dine ord. [14] Tror du virkelig, nogen kan være helt uskyldig? Kan et menneske være fuldstændig fejlfrit? [15] Ikke engang englene er uden synd. Selv de himmelske væsener kan svigte Gud. [16] Hvor meget mere skyld har da ikke et menneske, der tørster efter synd som var det vand. [17] Hør lige her, så skal jeg sige dig noget, lad mig fortælle dig, hvad jeg selv har hørt, [18] hvad de gamle vismænd har fortalt, det, de lærte af deres forfædre, [19] af dem, til hvem Gud gav dette land, før de blev påvirket af fremmede folk. [20] De onde må lide alle deres dage, de grusomme bliver selv grusomt behandlet. [21] Syndere må leve i evig angst, selv i fredstid bliver de overfaldet. [22] De tør ikke gå ud om natten af frygt for at blive myrdet. [23] De ved, at det vil gå galt til sidst, at de ender som føde for gribbene. [24] Gru og rædsel omringer dem som en hær, der venter på at angribe. [25] De har jo gjort oprør mod Gud, trodset den Almægtige. [26] Stædigt satte de sig op mod Gud, gik til angreb med sværd og skjold. [27] De ragede til sig på alle måder, maven blev tyk og kinderne fede. [28] De kommer til at bo i ødelagte byer, i forladte huse, der er ved at falde sammen. [29] Deres rigdom smuldrer og forgår, de efterlader sig intet af værdi. [30] De undslipper ikke dødens mørke, men fortæres af flammer, når Gud ånder på dem. [31] Fordi de stoler på den bedrageriske rigdom, bliver hele deres liv et tomt bedrag. [32] De er som et frugttræ, der ikke blomstrer og derfor bliver fældet i utide. [33] De er som en vinstok, der skæres ned, før druerne er modne, som et oliventræ, der mister blomsterne og ikke giver frugt. [34] De gudløses liv bærer ikke frugt. De, der har svindlet sig til rigdom, vil miste det hele. [35] De undfanger onde planer, som modnes i deres indre, indtil de fødes som løgn og bedrag.”