[1] Et menneskeliv er kun ganske kort, men alligevel har vi masser af problemer. [2] Jeg er som en blomst, der vokser op og visner, livet passerer forbi som en skygge og er væk. [3] Jeg er så ringe og ubetydelig. Hvorfor ignorerer du mig ikke bare? [4] Findes der et menneske helt uden synd? Er der nogen, som er fuldstændig fejlfri? [5] Du har fastsat et menneskes levetid, den kan tælles i dage og måneder, den tidsfrist, du har sat, kan ingen af os ændre. [6] Giv mig en smule fred, så jeg kan hvile mig, som en arbejder, der slapper af efter dagens slid. [7] Der er mere håb for et træ end for et menneske. Hvis et træ bliver fældet, skyder det friske skud igen. [8] Selv om rødderne i jorden er gamle, og stubben synes død i markens muld, [9] skal der kun en smule vand til for at hjælpe de nye skud på vej. [10] Men når mennesker dør, er det ude med dem. Når de udånder, er alt forbi. [11] Som en sø kan udtørres under tørke, og en flod kan svinde ind til ingenting, [12] sådan er et menneske borte, når livet først rinder ud. Det rejser sig ikke fra graven, så længe himlen og jorden er til. [13] Gid du straks ville sende mig ned i Dødsriget og lade mig hvile der, til din vrede er forbi. Når den rette tid så er inde, kan du komme og føre mig op igen. [14] Hvis der var håb om at komme tilbage til livet, kunne jeg bedre holde lidelsen ud og tålmodigt vente på, at livet blev værd at leve. [15] Så ville du kalde på mig, og jeg ville svare, for du længes efter at se din skabning igen. [16] Da ville du overvåge mine skridt, men ikke tage dig af mine overtrædelser. [17] Mine synder bliver gemt i en sæk, du tilregner mig dem ikke. [18] Men som et bjerg kan skride sammen, som et klippestykke kan slå revner, [19] som vand kan udhule en sten og skylle jorden væk, sådan brister menneskets forhåbninger. [20] Det endelige slag mod os mennesker er døden, med stivnet ansigt går vi bort. [21] Børnenes fremtid får vi ikke at se, vi ved ikke, om det går dem godt eller skidt. [22] Vi mærker kun vores egen smerte, føler kun vores egen sorg.”
