[1] Til korlederen: Brug et strengeinstrument. En sang af en af Koras efterkommere. [2] Hvor herlig er din bolig, Almægtige Gud! [3] Min sjæl længes efter at være i dit tempel, alt i mig glæder sig over den levende Gud. [4] Spurvene bygger rede tæt ved dit alter, svalerne slår sig ned dér og får unger. De ønsker at være i din nærhed, Herre, min almægtige konge og Gud. [5] Velsignede er de, der bor i dit hus, for de kan altid synge lovsange til dig! [6] Velsignede er de, der søger styrke hos dig, som af hjertet ønsker at komme til dit bjerg. [7] Skal de end vandre gennem tårernes dal, forfrisker du dem med dit kildevand, de mættes af regnens velsignelser. [8] Deres styrke forøges og vokser, de træder frem for Gud på Zions høj. [9] Hør mig, Herre, almægtige Gud, lyt til min bøn, du Israels Gud. [10] Se i nåde til din udvalgte konge, hjælp ham, som beskytter dit folk. [11] Én dag i din helligdom er bedre end tusinde dage andre steder. Hellere være dørvogter i Guds hus end have overflod i de gudløses telte. [12] For Herren er vores sol og skjold, han giver nåde og herlighed. De, der er ærlige og oprigtige, nægter han intet godt. [13] Almægtige Herre, velsignede er alle, der stoler på dig.