[1] Til korlederen: Brug et strengeinstrument. En sang af Asaf. [2] Lovpris vor Gud, som giver os styrke, bryd ud i jubel for Israels Gud. [3] Syng til lyden af tamburiner, til skønne toner fra harper og lyrer. [4] Vædderhornet indvarsler højtiderne, både nymånefest og løvhyttefest. [5] Det er fester, som Gud har forordnet, de er beskrevet i Israels love. [6] Han gjorde det til en regel i Israel, da han førte os ud af Egypten. Jeg hørte en ukendt stemme sige til mig: [7] „Jeg fjernede byrden fra din skulder, jeg befriede dig fra det hårde slid. [8] Du råbte til mig i din nød, og jeg frelste dig. Jeg talte til dig fra tordenskyen. Jeg prøvede din tro ved Meriba. [9] Lyt til mig, mit folk, for jeg advarer jer. Åh, Israel, ville I dog bare adlyde mig. [10] I må aldrig tilbede nogen anden gud eller bøje jer for et billede af en afgud, [11] for det var mig, jeres Herre og Gud, som førte jer ud af Egyptens land. Bed til mig, når I har brug for min hjælp, og I skal opleve, hvor god og gavmild jeg er. [12] Men mit folk nægtede at adlyde mig, Israel ville ikke have med mig at gøre. [13] Så lod jeg dem gå deres egne veje, og de gjorde ganske som de ville. [14] Bare mit folk dog ville adlyde mig, gid de ville følge mine befalinger. [15] Så ville jeg hurtigt besejre deres fjender, feje alle deres modstandere bort. [16] Alle fjenderne ville krybe sammen af skræk, det ville være slut med dem for altid. [17] Men jer ville jeg give den bedste hvede og mætte jer med honning fra klippen.”