[1] Til korlederen: En kærlighedssang af Koras slægt. Synges til melodien „Liljerne”. [2] Jeg har en skøn sang i mit hjerte, og jeg vil synge den til ære for kongen. Jeg bruger min stemme til at udtrykke mine tanker, som skriveren bruger pen og blæk. [3] Du er umådelig smuk, herre konge, din stemme er dejlig at høre på, for Guds velsignelse er over dig. [4] Spænd sværdet om livet, du mægtige helt, stå frem i din herlighed og pragt. [5] Når du rider af sted på den kongelige hest, kæmper du for sandhed og ret. Da vil du opleve en mægtig sejr. [6] Dine pile er skarpe, de vil ramme dine fjender i hjertet. Hære vil falde for dine fødder. [7] Dit rige, herre, skal bestå for evigt, du regerer med retfærdighed. [8] Du elsker det gode og hader det onde. Derfor har Gud udvalgt og salvet dig med glædens olie frem for andre. [9] Dine klæder dufter af myrra, aloe og kassia, du glædes ved strengespil i dit elfenbensudsmykkede palads. [10] De skønne prinsesser kommer dig i møde, din kommende dronning er på vej, smykket med Ofir-guld. [11] Hør, min datter, du kongelige brud, tag afsked med dit land og dit folk. [12] Kongen begærer dig, du skønne. Vis ham ære, for han er din herre. [13] Rige folk fra Tyrus vil komme med gaver og søge at vinde din gunst. [14] Hvor er kongens brud dog bedårende, kjolen er smykket med perler og guld. [15] Hun føres til kongen i al sin pragt, fulgt af sine brudepiger. [16] De stråler af glæde, mens de går i procession, langsomt kommer de ind i bryllupssalen. [17] Dine sønner skal videreføre din kongeslægt. Du skal gøre dem til fyrster ud over landet. [18] Du vil blive hyldet i mange lande, på grund af min sang vil du altid blive husket.