[1] Til korlederen: En visdomssang af Koras slægt. [2] Gud, vi har hørt om de mange undere, du gjorde for vore forfædre i gamle dage. [3] Du drev Kana’ans folk bort og lod dit folk bosætte sig i deres land. [4] De indtog ikke landet i egen kraft, men du var med dem og hjalp dem. [5] Du er vor Konge og Gud. Giv fortsat sejr til dit folk. [6] Med din hjælp får vi fjenderne under fod, i dit navn besejrer vi vore modstandere. [7] Vi stoler ikke på bue og sværd, [8] for det er dig, der giver os sejr over fjenderne. [9] Vi er stolte af at tilhøre dig, Gud, vi vil prise dit navn for evigt. [10] Hvordan kan det så være, at vi tabte slaget? Hvorfor var du ikke med os i krigen? Hvorfor har du forkastet os? [11] Du tillod fjenden at drive os på flugt. De plyndrede hele vores hær. [12] Du udleverede os som får, der skal slagtes. Du spredte os rundt blandt fremmede folk. [13] Du solgte os for en slik, regnede os ikke for noget. [14] Vi blev til grin for nabofolkene, de spotter og håner os. [15] Selv fjerne folkeslag ler ad os og ser på os med foragt. [16] Vi føler os totalt ydmyget, overvældet af skam. [17] Vore fjender ser ned på os og udslynger hån og spot. [18] Hvordan kunne det ske, Gud? Vi har da ikke svigtet dig eller overtrådt den pagt, du oprettede med os. [19] Vi har ikke været utro imod dig, men har adlydt de bud, du gav os. [20] Og dog blev vores by lagt i ruiner, du sendte mørke og død over os. [21] Hvis vi var holdt op med at tilbede dig, Gud, og havde dyrket afguder i stedet, [22] ville du da ikke vide besked? Du kender jo vore inderste tanker. [23] Men på trods af, at vi tilhører dig, er vi i livsfare hver eneste dag. Vi er som får, der er på vej til slagtning. [24] Vågn op, Herre, hvorfor sover du? Rejs dig, forkast os ikke længere! [25] Hvorfor ser du den anden vej og ignorerer vores nød og sorg? [26] Vi ligger med ansigtet i støvet, vore kroppe klæber til jorden. [27] Grib ind, Herre, kom os til hjælp! Red os i din trofasthed og nåde.
