Salmernes bog 31:1-25 BPH
[1] Til korlederen: En sang af David. [2] Herre, jeg søger ly hos dig, for du svigter mig aldrig. Kom og red mig, for du er altid trofast. [3] Bøj dig og lyt til min bøn, grib ind og red mig hurtigt. Vær du min fæstning og mit tilflugtssted, hvor mine fjender ikke kan nå mig. [4] Ja, du er min klippeborg og min fæstning. Hjælp mig igen, og jeg vil ære dig. [5] Gør mig fri af den fælde, mine fjender har sat, for du er mit håb og min tilflugt. [6] Mit liv er i dine hænder. Frels mig, Herre, min trofaste Gud. [7] Jeg hader dem, der dyrker jammerlige afguder. Jeg stoler altid selv på dig og din magt. [8] Jeg jubler over din trofaste nåde, for du kender mine problemer, og du har set mine lidelser. [9] Du udleverede mig ikke til fjenden, men førte mig til et sikkert sted. [10] Herre, vær mig nådig, for jeg er i nød. Mine øjne er røde af gråd, mit indre fortæres af smerte. [11] Jeg er døden nær af sorg, mine dage går med at sukke. Mit livsmod er brudt, min krop sygner hen. [12] Mine fjender håner mig, mine naboer spotter mig. Mine venner frygter mig, de flygter, når de ser mig på gaden. [13] De har afskrevet mig, som var jeg allerede død, jeg er kasseret som en krukke, der blev knust. [14] Jeg hører, hvad der hviskes i krogene, jeg ved, jeg er omringet af fjender. De rotter sig sammen imod mig, de planlægger at slå mig ihjel. [15] Men Herre, jeg stoler på dig. Jeg siger: „Du er min Gud! [16] Mit liv er i dine hænder. Red mig fra alle mine fjender. [17] Se i nåde til din stakkels tjener, frels mig, min trofaste Gud.” [18] Herre, lad mig ikke i stikken, når jeg råber til dig om hjælp. Gør det af med de onde mennesker, lad dem synke stumme i graven. [19] Sæt en stopper for deres falske anklager, luk munden på de hovmodige løgnere, som anklager de gudfrygtige uden grund. [20] Hvor er din godhed dog stor, du velsigner alle, der ærer dig. Enhver kan se din nåde over dem, der søger din hjælp. [21] Du beskytter dem, der adlyder dig, de er skærmet mod vold og overgreb. Du holder din hånd over dem og renser dem fra de falske anklager. [22] Jeg priser dig, Herre, for din trofaste nåde. Du reddede mig, da jeg var omringet af fjender. [23] Jeg sagde i min angst, „Herren har forladt mig.” Men du hørte min bøn, da jeg råbte om hjælp. [24] Følg Herren, alt hans folk, for han beskytter de lydige, men straffer de oprørske. [25] Hold ud og tab ikke modet, I, der stoler på Herren.
