[1] De, der isolerer sig, søger deres eget, de opponerer mod al sund fornuft. [2] En tåbe prøver ikke på at forstå andre, han har nok i at lufte sin egen mening. [3] Ondskab går hånd i hånd med foragt, skam følges med vanære. [4] Visdom forfrisker som en rislende kilde, styrkende ord er som koldt, frisk vand. [5] Det er afskyeligt at holde hånden over den skyldige og at lade den uskyldige blive dømt i stedet. [6] Tåbernes ord bringer dem let i klammeri, deres tale inviterer til slagsmål. [7] Tåbernes ord bringer dem til fald, deres tale kan koste dem livet. [8] Sladder sluges med hud og hår og lagrer sig dybt i sindet. [9] At være doven og forsømme sit arbejde er lige så slemt som at øve hærværk. [10] Herren er som et stærkt fæstningstårn, den retskafne løber derind og er i sikkerhed. [11] Den riges velstand er hans falske tryghed, han tror sig beskyttet bag en mægtig mur. [12] Hovmod fører til fald, ydmyghed bringer ære. [13] At give et svar uden først at lytte er både tåbeligt og skændigt. [14] Et menneskes livsmod giver styrke under sygdom, men når mismod sætter ind, er håbet ude. [15] Den forstandige er på jagt efter kundskab, den kloge er på udkig efter visdom. [16] At give en gave kan åbne mange døre og bane vej til magtfulde personer. [17] Den, der forsvarer sin sag, synes at have ret, i hvert fald indtil krydsforhøret begynder. [18] Når to stærke modstandere er kørt fast i en strid, kan en lodkastning give en løsning. [19] Når slægtninge bliver uvenner, rejses en mur imellem dem. [20] Gode ord giver mad i huset, de rette ord giver fremgang i livet. [21] Tungen er nøglen til et godt eller dårligt liv, man må leve med konsekvensen af sine ord. [22] Lykkelig den mand, som finder sig en god kone, det er et udtryk for Herrens velsignelse. [23] Den fattige er nødt til at anmode høfligt, den rige har råd til at være uforskammet. [24] Man kan have mange venner og alligevel blive svigtet, og dog kan en ven være mere trofast end en slægtning.
