Lukasevangeliet 18:1-43 BPH

[1] Jesus fortalte derefter disciplene en historie om nødvendigheden af altid at bede og ikke miste modet: [2] „Der var engang en dommer, som ikke frygtede Gud og ikke tog hensyn til folks rettigheder. [3] I byen boede også en enke, som blev ved med at opsøge ham. ‚Den, som har forbrudt sig imod mig, skal dømmes og straffes,’ forlangte hun. [4] Længe afviste han at foretage sig noget, men til sidst sagde han til sig selv: ‚Selv om jeg er ligeglad med Gud og mennesker, [5] så må jeg nok hellere afsige en dom, siden hun bliver ved med at besvære mig. Ellers ender det vel med, at hun overfalder mig.’ ” [6] Og Jesus fortsatte: „Når den korrupte dommer siger sådan, [7] tror I så ikke den barmhjertige Gud vil lytte til sine udvalgte, der råber til ham dag og nat, og dømme dem, der mishandler dem? [8] Jo, han vil straffe de skyldige, og det vil ske i hast. Men hvor mange vil holde fast ved troen, indtil Menneskesønnen kommer tilbage?” [9] Derefter fortalte Jesus en historie med henblik på nogle, som var stolte over deres egen fromhed og følte sig højt hævet over andre: [10] „To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var farisæer, den anden var skatteopkræver. [11] Farisæeren stillede sig frem foran de andre og bad således: ‚Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som så mange andre: røvere, ægteskabsbrydere og andre onde mennesker—eller som den skatteopkræver, der står derhenne. [12] Jeg faster to dage om ugen, og jeg giver tiende af alt, hvad jeg tjener.’ [13] Skatteopkræveren stod for sig selv med sænket blik. Han slog sig brødebetynget for brystet og sagde med fortvivlelse i stemmen: ‚Åh, Gud, vær nådig mod mig. Jeg er en synder.’ [14] Det siger jeg jer: Det var skatteopkræveren, der blev accepteret af Gud, ikke farisæeren! For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” [15] På et tidspunkt kom nogle forældre til Jesus med deres små børn, for at han skulle velsigne dem. Da disciplene så det, ville de jage dem bort. [16] Men Jesus kaldte på dem. „Lad børnene komme til mig,” sagde han. „I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige. [17] Det siger jeg jer: De, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.” [18] En af de jødiske ledere kom en dag til Jesus med et spørgsmål. „Mester, du er et godt menneske,” sagde han. „Kan du fortælle mig, hvad jeg skal gøre for at få del i det kommende liv?” [19] „Hvorfor kalder du mig god?” spurgte Jesus. „Det ord kan jo kun bruges om Gud. [20] Og med hensyn til det, du spørger om, så kender du budene: Du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke begå drab, ikke stjæle, ikke anklage nogen på falsk grundlag, og du skal ære din far og din mor.” [21] „Alle de bud har jeg overholdt, fra jeg var ganske ung,” svarede manden. [22] Da Jesus hørte det svar, sagde han: „Du mangler én ting endnu. Sælg alt, hvad du har, og giv pengene til de fattige. Så skal du få del i Himlens rigdom—og kom så og følg mig!” [23] Det blev manden dybt ulykkelig over at høre, for han var meget rig. [24] Da Jesus så hans bedrøvede ansigt, sagde han: „Hvor er det dog svært for rige folk at komme ind i Guds rige! [25] Ja, det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.” [26] De omkringstående var forbløffede. „Hvem kan så få det evige liv?” udbrød de. [27] Jesus svarede: „Hvad intet menneske kan gøre, det kan Gud.” [28] „Hvad så med os?” spurgte Peter. „Vi har forladt vores hjem og ejendele for at følge dig.” [29] Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Alle, der har forladt hjem, ægtefælle, søskende, forældre eller børn for Guds riges skyld, [30] skal få det mange gange igen i denne verden—og evigt liv i den kommende verden.” [31] Jesus samlede de Tolv omkring sig og sagde: „Nu er vi snart i Jerusalem, og dér vil alle Skriftens profetier om Menneskesønnen gå i opfyldelse. [32] Jeg vil blive udleveret til romerne, og de vil håne mig og spytte på mig. [33] Jeg vil blive pisket og dræbt, men på den tredje dag vil jeg genopstå fra de døde.” [34] Men disciplene forstod slet ikke, hvad han sagde. Hans ord var som en lukket bog for dem, så de ikke fattede, hvad han talte om. [35] Jesus og hans følge nærmede sig nu Jeriko. Der sad en blind mand ved vejen og tiggede, [36] og da han hørte lyden af mange mennesker, der nærmede sig, spurgte han, hvad der foregik. [37] „Det er Jesus fra Nazaret, der kommer forbi,” fik han at vide. [38] Så gav han sig til at råbe: „Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!” [39] De mennesker, der gik foran Jesus, forsøgte at få manden til at tie stille, men han råbte bare endnu højere: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!” [40] Jesus standsede og sagde, at man skulle føre den blinde mand hen til ham. [41] „Hvad vil du, jeg skal gøre for dig?” spurgte Jesus. „Herre,” sagde manden, „jeg vil gerne kunne se!” [42] „Det er sket!” svarede Jesus. „Din tro har reddet dig!” [43] Straks kunne manden se, og han begyndte at lovprise Gud og fulgte derefter med Jesus. Alle de omkringstående brød også ud i lovprisning.