Jobs bog 38:1-41 BPH
[1] Da talte Herren til Job inde fra stormvejret: [2] „Hvorfra kender du mine tanker, når du knap nok ved, hvem jeg er? [3] Lad mig nu stille dig nogle spørgsmål, så får vi se, om du kan svare på dem. [4] Hvor var du henne, da jeg skabte jorden? Svar mig på det, hvis du er så klog! [5] Var du med til at bestemme dens størrelse og beslutte, hvor den skulle anbringes? [6] Var det dig, der skabte et fundament, som jorden kunne hvile på, [7] mens englene råbte af glæde, og morgenstjernerne sang deres hyldest? [8] Hvem satte grænser for havet, da vandet fossede frem af jordens skød? [9] Hvem hyllede det i skyer som i et svøb, dækkede det med tåge som et tæppe? [10] Hvem sørgede for at holde havet i skak, så det blev på sin plads mellem bredderne? [11] Hvem sagde: ‚Hertil og ikke længere! Her standser dine stolte bølger!’? [12] Har du nogen sinde kaldt daggryet frem eller bedt solen udbrede sine arme [13] for at tage nattens tæppe af jordens seng og ryste mørkets misgerninger ud af det? [14] Med lyset kommer jordens konturer frem, den fyldes med strålende farver. [15] Lyset standser voldsmændenes hærgen, for de arbejder under dække af mørket. [16] Har du undersøgt havets kilder eller gået på oceanets bund? [17] Fandt du ud af, hvor dødsrigets porte var? Så du indgangen til afgrundens verden? [18] Har du fattet, hvor stor jorden er? Sig mig, om du allerede ved alt det her. [19] Ved du, hvor lyset kommer fra? Ved du, hvor mørket går hen? [20] Kan du vise dem vej til deres hjem? Kender du stierne, der fører til deres hus? [21] Du ved alt på grund af din store erfaring, for du var jo født, da lyset blev skabt. [22] Har du set, hvor jeg opbevarer sneen, de rum, hvor jeg skjuler haglvejret, [23] som jeg gemmer til uvejrets dage, når krige og kampe bryder ud? [24] Ved du, hvor lynene vil ramme, eller hvornår østenvinden begynder at blæse? [25] Hvem bestemmer, hvor regnen skal falde, og hvem baner vej for tordenvejret? [26] Hvem sender regn på øde steder, hvor der ingen mennesker bor? [27] Hvem mætter vildmarken med vand, så græsset kan spire og gro? [28] Har regnen mon en far? Hvem har avlet duggens dråber? [29] Fra hvis moderskød kommer isen? Hvem føder rimfrosten fra himlen? [30] Vandet bliver hårdt som sten, havets overflade hærdes til is. [31] Kan du binde Syvstjernen sammen eller løse Orions bælte? [32] Har du styr på Dyrekredsen? Har du kontrol over Store Bjørn og Lille Bjørn? [33] Kender du universets love? Bestemmer du deres virkning på jorden? [34] Kan du ved at råbe til skyerne få regnen til at gennembløde dig? [35] Kan du kommandere med lynene, vil de adlyde din befaling? [36] Hvem gav mennesket visdom, udstyrede hjernen med evne til at tænke? [37] Hvem kender skyernes antal? Hvem vipper himlens vandkrukker, [38] så det tørre støv forvandles til mudder, og leret klumper sig sammen? [39] Kan du jage en gazelle som en løvinde, der sørger for mad til sine sultne unger, [40] mens de ligger i deres hule eller gemmer sig i steppens krat? [41] Hvem sørger for føde til ravnen, når dens sultne unger rejser sig og råber til himlen efter mad?
