[1] Job fortsatte: [2] „Jeg sværger ved den levende, almægtige Gud, som har gjort mig uret og forbitret mit liv, [3] at så længe jeg lever her på jorden, så længe jeg endnu trækker vejret, [4] skal intet ondt ord komme over mine læber, ingen løgn skal udgå fra min mund! [5] Jeg vil aldrig give jer ret i jeres beskyldninger, til min dødsdag vil jeg hævde min uskyld. [6] Jeg er uden skyld, og det holder jeg fast ved. Min samvittighed er ren, og det har den altid været. [7] Må mine fjender blive straffet som de gudløse, de er, mine modstandere dele skæbne med de onde. [8] Hvad håb er der for de onde, når Gud gør ende på deres liv? [9] Mon Gud hører deres skrig, når de råber om hjælp? [10] De oplever ikke glæden ved at kende den Almægtige, de kommer ikke dagligt til ham i bøn. [11] Lad mig fortælle jer om Guds kraft og indvi jer i den Almægtiges tanker. [12] Ja, egentlig burde I vide det i forvejen, men hvorfor kommer I så med jeres tomme ord? [13] Hør her hvilken skæbne, der venter de onde, hvilken straf de får fra den Almægtige: [14] Uanset hvor mange børn, de har, vil de fleste dø i krig eller sulte ihjel. [15] De overlevende bliver bragt i graven af sygdom, end ikke deres enker vil begræde dem. [16] Selv om de gudløse kan have penge som skidt og kostbare klæder i kassevis, [17] bliver det de retskafne, som overtager rigdommen, de retsindige, som går rundt i de kostbare klæder. [18] De gudløses huse er som skrøbelige spindelvæv, som læskure, en hyrde har flikket sammen på marken. [19] De kan være stenrige, når de går i seng om aftenen, og vågne ludfattige om morgenen. [20] Pludselig rammes de af forfærdelige rædsler, ulykken kommer over dem som en hvirvelvind. [21] De mister alt, hvad de ejer, som havde en storm blæst dem ud i ørkenen. [22] Ulykken jager dem som en orkan, mens de kæmper for ikke at blive knust. [23] Den slår kløerne i dem og blæser dem langt bort fra deres hjem.
