[1] Hertil svarede Job: [2] „Jeg må stadig klage i min håbløshed, for Guds hårde straf får mig til at stønne. [3] Kunne jeg dog bare få Gud i tale, træde frem for hans trone, [4] forklare ham mit syn på sagen, og fremlægge mine argumenter, [5] så kunne jeg få at vide, hvad han mener, og prøve at forstå hans svar. [6] Ville den almægtige Gud bare tromle mig ned? Nej, han ville høre efter, hvad jeg havde at sige. [7] Med ham som dommer får man en fair behandling, og jeg tror bestemt, han ville frifinde mig. [8] Men går jeg mod øst, finder jeg ham ikke. Går jeg mod vest, er han heller ikke der. [9] Mod nord kan jeg ikke få øje på ham, mod syd kan jeg ikke finde hans spor. [10] Men han kender mit liv og mine gerninger, jeg ville bestå hans prøve med glans. [11] Trofast har jeg fulgt i hans fodspor, vandret den vej, han har anvist. [12] Jeg har ikke overtrådt hans befalinger, men bevaret hans ord i mit hjerte. [13] Men hvem kan standse Gud? Han fører det igennem, han har sat sig for. [14] Han handler med mig efter sin plan, og hvem ved, hvad han mere har i sinde? [15] Er det så sært, at jeg frygter ham, at jeg gruer ved tanken om, hvad han kan gøre? [16] Gud har taget alt modet fra mig, den Almægtige gør mig bange. [17] Men jeg kan ikke bare holde min mund, fordi jeg sidder i et mørkt fangehul.
