Dommerbogen 5:1-31 BPH

[1] Den dag sang Debora og Barak følgende sejrssang: [2] Når Israels ledere fører an, når folket villigt følger med, da skal I prise Herren. [3] Hør, I høvdinger, lyt, I fyrster! Jeg vil synge for Herren og spille for Israels Gud. [4] Herre, da du førte dit folk op fra Seir, da du ledte os fra Edoms land, da skælvede og rystede jorden, himlen kunne ikke holde tæt, skyerne rystede regnen af sig. [5] Bjergene bævede for Herren, Sinai skælvede for Israels Gud. [6] Men på Shamgars tid gemte man sig, på Jaels tid lå vejene øde, folk sneg sig af sted ad de afsides stier. [7] Bønderne holdt sig bag storbyens mure, landsbyidyl var en saga blot, indtil jeg, Debora, stod frem og blev som en mor for Israel. [8] Da Israel valgte sig nye guder, blev der ufred og kaos overalt. Der var fyrre tusind krigere i Israel, men hvor så man et skjold eller spyd? [9] Mit hjerte banker for Israels ledere og for folket, der frivilligt fulgte dem. Pris Herren for dem! [10] I, som rider på glinsende æsler, I, som sidder på fornemme sadeltæpper, I, som vandrer til fods på vejen, hør efter! [11] Lyt til vanddragerne ved brøndens vandtrug. De synger om Herrens sejre og Israels bønders bedrifter. Herrens folk kom i flok, i byporten råbte de: [12] „Træd frem, Debora, træd frem og syng krigssange! Rejs dig, Barak, rejs dig, kom og tag fjender til fange!” [13] Den gudfrygtige rest sluttede sig til hæren. Herrens folk kom til mig og krigerne. [14] De kom fra Efraims land, som engang tilhørte Amalek. Nogle kom helt fra Benjamins land. Fra Makir kom mægtige krigere, fra Zebulon stærke ledere, [15] Issakars hærførere sluttede op om Debora, de løb med Barak ned ad bjerget. Rubens klaner var ubeslutsomme: [16] Hvorfor blev I siddende mellem kvægfoldene? Var det for at høre hyrderne fløjte? Rubens klaner var for ubeslutsomme. [17] Gileads folk blev på den anden side af Jordanfloden. Hvorfor blev Dan ved sine skibe? Asher sad stille ved havets vande, han blev i sin sikre havn. [18] Men Zebulon satte livet på spil, Naftali sloges på slagmarken. [19] Kana’ans konger kom til Ta’anak, de væbnede sig til kamp ved Megiddos vande. Men sejren gled dem af hænde, krigsbytte fik de intet af. [20] Himlens kræfter kæmpede for os, tordnede og lynede mod Siseras hær. [21] Kishons vand svulmede med stormflods styrke, den gamle bæk fejede fjenden væk. Fat mod, min sjæl, løb frem med styrke. [22] Da hamrede hingstenes hove, i galop fór de frem. [23] „Forbandet være dem, der holdt sig tilbage!” sagde Herrens engel. „De kom ikke Herren til hjælp imod hans vældige fjender.” [24] Velsignet blandt kvinder er Jael, kenitten Hebers kone. Hun er den mest velsignede af alle kvinder, der bor i telte. [25] Sisera bad om vand, men Jael gav ham mælk, tykmælk i en fornem skål. [26] Hun holdt en teltpløk i venstre hånd, en hammer i højre. Hun hamrede pløkken gennem Siseras tinding, hun gennemborede hans hoved. [27] Han lå død mellem benene på hende. En fældet fjende—stendød. [28] Siseras mor venter ved vinduet, hun spejder gennem gitteret: „Hvorfor kommer han dog ikke? Hvornår hører vi hestenes hove?” [29] En hofdame giver hende et svar, det samme, hun selv har tænkt: [30] „Krigsbyttet skal nok deles, en pige eller to til hver kriger, prægtige klæder til Sisera og smukt broderet tøj til hans mor.” [31] Herre, må alle din fjender gå til grunde som Sisera, men må de, som elsker dig, stråle som den opgående sol. Derefter var der fred i landet i 40 år.