Dommerbogen 4:1-24 BPH

[1] Efter Ehuds død gjorde israelitterne igen, hvad der var ondt i Herrens øjne. [2] Da udleverede Herren dem til kana’anæerkongen Jabin af Hatzor. Kongens hærfører hed Sisera, og han boede i Haroshet-ha-Gojim. [3] Med sine 900 stridsvogne med jernbeslåede hjul besejrede han israelitterne og undertrykte dem brutalt i 20 år. Til sidst råbte folket til Herren om hjælp. [4] På det tidspunkt var profeten Debora, Lappidots kone, dommer i Israel. [5] Hun plejede at sidde under Deboras palmetræ et sted mellem Rama og Betel i Efraims højland, og dér kom israelitterne til hende med deres retssager. [6] En dag sendte Debora bud efter Barak, Abinoams søn, der boede i Kedesh i Naftalis land. „Herren, Israels Gud, har befalet, at du skal samle 10.000 mænd fra Naftalis og Zebulons stammer på Tabors bjerg,” sagde hun til Barak. [7] „Så vil Herren lokke kong Jabins hærfører, Sisera, hans hær og stridsvogne til Kishonbækken og udlevere dem til dig dér.” [8] „Godt,” svarede Barak, „jeg tager af sted—men på den betingelse, at du tager med!” [9] „Jeg skal gerne gå med,” svarede Debora. „Men i så fald bliver det en kvinde, der får æren for sejren over Sisera og ikke dig.” Derpå fulgte hun med ham til Kedesh. [10] Da de nåede derhen, samlede Barak Zebulons og Naftalis stammer og 10.000 mand drog af sted til Tabor. Debora gik med. [11] Nu var der en mand ved navn Heber, som havde slået lejr i nærheden af egetræet ved Sa’anannim. Han var efterkommer af Moses’ svoger Hobab, men havde fjernet sig fra sine øvrige kenitiske slægtninge. [12] Da Sisera fik at vide, at Barak og hans hær havde slået lejr på Tabors bjerg, [13] mobiliserede han hele hæren og alle 900 jernvogne og marcherede fra Haroshet-ha-Gojim til Kishonbækken. [14] Da sagde Debora til Barak: „Bryd op! Herren vil gå foran dig og give dig sejr over Sisera i dag.” Straks førte Barak sine 10.000 mand ned fra Tabors bjerg og rykkede frem til angreb. [15] Idet Barak angreb, skabte Herren panik blandt Siseras mænd og vogne, så Sisera måtte springe ned fra sin vogn og flygte til fods. [16] Barak og hans mænd forfulgte fjenderne og deres vogne helt til Haroshet-ha-Gojim, indtil hele Siseras hær var hugget ned. [17] I mellemtiden var Sisera undsluppet og var nået til kenitten Hebers lejr. Hebers slægt havde nemlig indgået en venskabspagt med kong Jabin af Hatzor. Hebers kone, Jael, gik nu Sisera i møde og sagde: „Her har du intet at frygte. Kom med ind i mit telt.” Så fulgte han med hende ind i teltet, hvor hun dækkede ham til med et tæppe. [19] „Giv mig lidt vand,” sagde han til hende, „jeg er så tørstig.” Hun gav ham lidt mælk fra lædersækken og dækkede ham til igen. [20] „Stil dig i teltdøren,” fortsatte han, „og hvis der kommer nogen og spørger, om der er en kriger her, skal du sige nej.” [21] Men da Sisera var faldet i søvn af udmattelse, tog Jael en spids teltpløk og en hammer og sneg sig hen til ham. Så hamrede hun pløkken gennem tindingen på ham og ned i jorden. [22] Da Barak senere kom for at lede efter Sisera, gik Jael ham i møde og sagde: „Kom, så skal jeg vise dig ham, du leder efter.” Da fulgte Barak efter hende ind i teltet og fandt Sisera død med teltpløkken gennem tindingen. [23] Den dag så israelitterne, hvordan Herren gav dem sejr over kana’anæerkongen Jabin, [24] og fra den dag fik Israels folk mere og mere overtaget, indtil de til sidst fik udryddet ham og hans folk.