[1] De, der søger hjælp hos den Højeste, bliver beskyttet af den almægtige Gud. [2] Jeg siger til Herren: „Du er min tilflugt, jeg stoler trygt på dig, min Gud.” [3] Han bevarer dig fra at gå i fælden, redder dig fra dødelige sygdomme. [4] Han dækker dig med sine fjer, du er tryg under hans vinger. Du kan fuldt ud stole på hans hjælp. [5] Du skal ikke ligge vågen om natten af frygt, eller være bange for de pile, der flyver om dagen. [6] Du skal ikke ængstes for at blive syg om natten, eller for at ulykker skal ramme dig ved højlys dag. [7] Om så tusinde falder ved siden af dig, eller ti tusinde bukker under omkring dig, skal ulykken ikke ramme dig. [8] Med dine egne øjne får du at se, hvordan gudløse mennesker bliver straffet. [9] Når du søger tilflugt hos Herren, og beder den Almægtige beskytte dig, [10] skal du ikke rammes af noget ondt, ingen ulykke skal ødelægge dit hjem. [11] For han befaler sine engle at passe på dig, de skal vogte dig, hvor du end går. [12] De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten. [13] Du kan overvinde både løver og slanger og sætte din fod på dem som sejrherre. [14] Herren siger: „Jeg redder dem, der elsker mig, beskytter dem, der har tillid til mig. [15] Når de kalder, vil jeg svare. Jeg hjælper dem, når de har problemer, redder dem og giver dem oprejsning. [16] Jeg velsigner dem med et langt liv, de skal opleve, at jeg frelser dem.”