Salmernes bog 78:1-72 BPH

[1] En visdomssang af Asaf. Mit folk, lyt til min belæring, hør nøje efter, hvad jeg siger. [2] Jeg vil tale i billeder, fortælle om det, der har været skjult fra verdens begyndelse. [3] Det er vore forfædres historier, som er fortalt gennem mange generationer. [4] Vi vil fortælle dem til vore børn, som igen skal give dem videre til nye generationer. De skal også høre om Herrens magt, om de forunderlige ting, han har gjort. [5] Han gav sine love til Jakobs slægt, åbenbarede sin vilje for sit folk, Israel. Han befalede vore forfædre at undervise deres børn derom, [6] så den næste generation ville vide besked, så selv de børn, som endnu ikke var født, til sin tid kunne belære deres børn, [7] for at hvert slægtled må have tillid til Gud, huske hans vældige gerninger og adlyde hans befalinger, [8] så de ikke bliver som deres forfædre, der var stædige og oprørske, som ikke vendte deres hjerte til Gud, men var troløse og ulydige mod ham. [9] Efraims krigere var udrustet med buer, men flygtede alligevel i kampens hede. [10] De overholdt ikke pagten med Gud, og de nægtede at følge hans lov. [11] De glemte, hvad Gud havde gjort, alle de store undere, han havde udført. [12] Han gjorde mirakler for deres forfædre, da de kom fra Zoans slette i Egypten. [13] Han delte havet og førte dem igennem, vandet stod som en vold på begge sider. [14] Om dagen ledte han dem ved en sky, om natten var der en søjle af ild. [15] Han kløvede ørkenens klipper og skaffede masser af vand. [16] En kilde sprang frem fra klippen, så vandet flød som en flod. [17] Men de fortsatte deres oprør mod Gud, de vakte den Almægtiges vrede i ørkenen. [18] De provokerede Gud med vilje, forlangte deres egyptiske livretter. [19] De fornærmede Gud ved at sige: „Kan Gud dække bord i ørkenen? [20] Han slog ganske vist på klippen, så vandet strømmede ud. Men kan han give os brød? Kan han skaffe kød til sit folk?” [21] Da Gud hørte det, blev han vred. Hans vrede blussede op imod Israel, [22] for de havde ikke tillid til deres Gud. De troede ikke på, at han kunne tage sig af dem. [23] Men han gav befaling til skyerne og åbnede himlens sluser. [24] Han lod det regne ned over dem med manna, han gav dem brød fra himlen at spise. [25] Han gav dem englemad, så de havde rigeligt at spise. [26] Han lod østenvinden fare hen over himlen, styrede søndenvinden med sin mægtige hånd, [27] lod kød hagle ned over dem, fugle så talrige som sandkornene på stranden. [28] Han lod dem falde ned midt i lejren, de lå rundt omkring imellem teltene. [29] Folket spiste sig overmætte, Gud tilfredsstillede deres grådighed. [30] Men mens de endnu havde munden fuld, blev deres grådighed straffet. [31] De blev ramt af Herrens vrede, han dræbte deres stærkeste mænd, gjorde det af med de bedste krigere. [32] Alligevel blev de ved med at synde, til trods for hans mægtige undere. [33] Derfor dræbte han folk i deres bedste alder, de blev alle grebet af rædsel. [34] Når han dræbte en stor del af dem, søgte resten tilbage til ham. De angrede og vendte sig igen til Gud. [35] Så huskede de, at Gud var deres redning, den almægtige Gud var deres befrier. [36] Men de dyrkede kun Gud med deres ord, deres lovprisning var ikke andet end løgn. [37] Deres hjerter var langt fra Gud, de holdt ikke fast ved hans pagt. [38] Alligevel var Gud barmhjertig, han tilgav deres synd og udslettede dem ikke. Ofte holdt han sin vrede tilbage, lod ikke sit raseri få frit løb. [39] Han vidste jo, at de kun var mennesker, de var som et vindpust, der farer forbi. [40] Hvor ofte gjorde de ikke oprør i ørkenen? De vakte hans vrede og voldte ham sorg. [41] De provokerede deres Gud gang på gang, de var ulydige mod Israels Herre. [42] De glemte hans underfulde kraft, som befriede dem fra fjendens tyranni. [43] De glemte, hvordan han sendte plager over egypterne, gjorde mægtige undere på Zoans slette. [44] Han forvandlede floderne til blod, så vandet ikke kunne drikkes. [45] Han sendte insekter, som stak dem, et mylder af frøer, som ødelagde deres land. [46] Han gav deres afgrøde til græshopperne, hele deres høst blev ædt op. [47] Han ødelagde deres vinstokke med hagl, deres figentræer med den iskolde regn. [48] Deres kvæg bukkede under for haglene, deres får blev ramt af lynene. [49] Han udøste sin vrede over dem, sendte ødelæggelsen ind over dem. [50] Han gav sin vrede frit løb og sparede ikke egypternes liv, men gjorde dem til ofre for de mange plager. [51] Han dræbte alle Egyptens førstefødte, symbolet på hver eneste families frugtbarhed. [52] Men han førte sit eget folk i frihed, ledte dem som en fåreflok gennem ørkenen. [53] Han ledte dem frem i sikkerhed, mens deres fjender blev begravet i havet. [54] Han førte dem til det forjættede land, det bjergland, han havde lovet at give dem. [55] Han drev folkeslag bort foran dem, han uddelte landet til dem ved lodkastning, så Israels stammer kunne bosætte sig der. [56] Men de trodsede igen den almægtige Gud, de adlød ikke hans befalinger. [57] De var troløse som deres forfædre og vendte sig bort, de svigtede deres Gud som en bue, der er skæv. [58] De krænkede ham med deres afgudsbilleder, æggede ham med deres offerhøje. [59] Gud så deres opførsel og blev meget vred, han følte en stærk lede ved sit folk. [60] Han forlod sin helligdom i Shilo, hvor han havde lovet at bo blandt sit folk. [61] Han tillod, at arken blev taget som bytte, overgav symbolet på sin herlighed til fjenden. [62] Han lod mange blive dræbt i krig, for han var vred på sit udvalgte folk. [63] De tapre krigere døde i deres ungdom, de unge piger havde ingen at gifte sig med. [64] Præsterne blev myrdet af fjendens soldater, enkerne fik ikke lov at synge klagesange. [65] Da rejste Herren sig som af søvne, som en rasende kriger, der har fået for meget at drikke. [66] Han drev fjenderne på flugt, voldte dem et nederlag, der aldrig blev glemt. [67] Men han forkastede Efraims krigere, de der var efterkommere af Josef. [68] I stedet valgte han Judas stamme, og besluttede sig for Zions bjerg. [69] Dér byggede han sin prægtige helligdom på et fundament, som varer til evig tid. [70] Han udvalgte sin tjener David, som ikke var andet end en fårehyrde. [71] Han fjernede ham fra faderens får og gjorde ham til konge i Israel, til hyrde for sit udvalgte folk. [72] David blev en god og retfærdig konge, han ledte folket med kyndig hånd.