[1] Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En lovsang af Asaf. [2] Gud har vist sin magt i Judas land, han er berømt overalt i Israel. [3] Hans bolig er bygget i Jerusalem, hans hjem findes på Zions bjerg. [4] Han brækkede fjendens pile og skjolde, han ødelagde alle deres våben. [5] Du er mægtig og herlig, større end de højeste bjerge. [6] De stolte fjender blev slået, nu sover de dødens søvn. De kunne intet stille op mod dig. [7] Ved lyden af dit krigsråb, Jakobs Gud, faldt heste og ryttere omkuld. [8] Hvem ville ikke frygte dig, Gud? Hvem kan holde stand mod din vrede? [9] Du udråbte din dom fra himlen, jorden skælvede og tav stille. [10] Du gik til angreb for at dømme de gudløse, for at forsvare dit undertrykte folk. [11] Vi ærer dig, fordi du straffede de onde, du åbenbarede din mægtige vrede. [12] Opfyld de løfter, I har givet jeres Gud. Bring jeres gaver som tak til den Almægtige. [13] Han ydmyger stormænd og mægtige fyrster, alle konger på jorden frygter hans magt.