[1] En sang af Asaf. Herren, den almægtige Gud, kalder menneskene sammen fra alle verdenshjørner. [2] Hans herlighed stråler omkring ham, han kommer fra Zion, det skønneste sted. [3] Vor Gud er på vej, og det sker ikke lydløst. Foran ham går en fortærende ild, omkring ham raser et voldsomt uvejr. [4] Himmel og jord er hans vidner, når han sætter sig for at dømme sit folk. [5] „Lad hele mit folk komme sammen, dem, som med ofre har bekræftet min pagt.” [6] Gud er en retfærdig dommer, det bevidner den himmelske verden. [7] „Mit folk, hør hvad jeg har at sige. Israel, jeg anklager jer, for jeg er jeres Gud. [8] Jeg bebrejder jer ikke alle jeres ofre, som I til stadighed bringer til mit alter. [9] Men det er ikke tyre fra jeres huse og bukke fra jeres stalde, jeg har brug for. [10] Jeg ejer alle de dyr, der lever i skoven, og alle dem, der græsser på de tusindvis af høje. [11] Jeg har tal på alle bjergenes fugle, selv jordens insekter er mine. [12] Hvis jeg blev sulten, ville jeg ikke bede jer om noget, for jorden er min med alt, hvad den indeholder. [13] Jeg spiser ikke kødet fra de tyre, I ofrer, jeg drikker ikke blodet fra de geder, I giver mig. [14] Kom hellere med en lovsang som takoffer, og opfyld jeres løfter til den almægtige Gud. [15] Råb til mig, når I har problemer, så jeg kan gribe ind, og I kan give mig ære. [16] Men til de ugudelige siger jeg: Hvorfor opremser I mine bud og påstår, at I overholder min pagt? [17] I nægter jo at lade jer vejlede og blæser på, hvad jeg siger. [18] Når I ser en tyv, slutter I jer til ham. I godtager dem, der lever i utroskab. [19] Jeres mund udspyr onde ord, jeres tale er løgn og bedrag. [20] I sidder og bagtaler jeres egen familie og lægger onde planer imod dem. [21] Når I ter jer sådan, skal jeg så bare se på? I tror måske, jeg er ligeglad? Nej, nu kan det være nok, nu bliver I straffet, jeg er nødt til at stille jer for retten. [22] Tænk over mine ord, I, der har glemt jeres Gud, ellers vil jeg gøre det af med jer, og der er intet, der kan redde jer. [23] Lovsang er et offer, som ærer mig. Jeg vil frelse alle, der adlyder mig.”