[1] Til korlederen: En visdomssang af Koras slægt. [2] Som hjorten tørster efter rindende vand, sådan tørster min sjæl efter dig, Gud. [3] Jeg længes efter at se den levende Gud, hvornår kan jeg få lov at træde frem for ham? [4] Jeg græder dag og nat, mens folk spørger mig: „Hvor bliver din Gud af?” [5] Jeg mindes med smerte, hvordan det var engang, da jeg var med i den store flok. Vi gik i procession til Guds hus, det var festdage med glædesråb og lovsang. [6] Men hvorfor være så trist og nedtrykt? Hvorfor længes efter gamle dage? Jeg vil hellere sætte min lid til Gud. Når han har reddet mig, vil jeg synge en takkesang. [7] Midt i min nedtrykthed vil jeg bede til dig, Gud, mens jeg ligger her ved Jordanflodens kilde, ved foden af Hermonbjerget. [8] Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl. Jeg råber til dig fra min dybe nød, jeg håber at overdøve vandfaldets torden. [9] Hver dag bekræfter Herren sin trofaste nåde. Hver nat synger jeg lovsange til ham. Det er bønner om hjælp til den Gud, som giver mig liv. [10] Gud er mit faste holdepunkt, og jeg råber til ham: „Hvorfor har du glemt mig? Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?” [11] Det skærer mig i hjertet, når mine fjender håner mig. De siger til mig dagen lang: „Hvor bliver din Gud af?” [12] Men så siger jeg til mig selv: „Vær ikke mismodig og nedtrykt. Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.” Når Gud har reddet mig, vil jeg synge en takkesang til ham.
