[1] Til korlederen Jedutun: En sang af David. [2] Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert, og jeg ville ikke sige noget overilet. Jeg havde valgt at holde munden lukket, når der var gudløse mennesker til stede. [3] Derfor tav jeg og sagde ikke et ord, men det hjalp bare ikke. Uroen brændte i mit indre, og min frustration voksede. Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det, til sidst var jeg nødt til at tale: [5] „Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort, dagene synes at flyve af sted. [6] Mit liv er kort ud fra dit perspektiv, et menneskes liv er flygtigt som et vindpust. [7] Vi er som skygger, der farer forbi. Man slider for at samle sig rigdom, men ved ikke, hvem der får glæde af det. [8] Herre, hvad kan jeg forvente af livet? Du er mit eneste håb. [9] Red mig ud af syndens sump, så ikke tåberne skal hovere over mig. [10] Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar, for det er jo dig, som straffer mig. [11] Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere, jeg ligger knust under din hånd. [12] Når du straffer folk for deres synder, bliver de mast som møl. Mennesket er jo flygtigt som et åndepust. [13] Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb! Luk ikke ørerne for min gråd. Jeg er jo blot en fremmed på jorden, en gæst på gennemrejse som mine forfædre. [14] Vend din vrede fra mig, Herre, så jeg kan opleve glæden igen, før jeg skal herfra.”
