[1] Halleluja! Det er godt at synge lovsange til Gud, ja, det er herligt at prise hans magt. [2] Herren genopbygger Jerusalem og bringer de landflygtige hjem til Israel. [3] Han heler de sønderbrudte hjerter, læger de sår, de har fået. [4] Herren satte stjernerne på himlen, han har givet dem alle et navn. [5] Han er stor og mægtig, hans visdom er uden grænser. [6] Herren rejser den ydmyge op og kaster den onde i støvet. [7] Syng takkesange for Herren, spil på jeres harper for Gud. [8] Han samler skyerne på himlen, sender byger af regn ned på jorden, så græs spirer frem på bakkerne. [9] Han giver dyrene deres føde, mætter den skrigende ravneunge. [10] Han er ikke interesseret i stærke heste, ikke imponeret af krigerens styrke. [11] Han glæder sig over dem, der adlyder ham og har tillid til hans trofaste omsorg. [12] Jerusalems befolkning, pris Herren. Zions indbyggere, lovsyng jeres Gud. [13] Han beskytter byen mod fjenders angreb og velsigner dens indbyggere. [14] Han skaber fred i landet og sørger for en rigelig høst. [15] Han sender sit ord ud over jorden, hans vilje bliver udført i hast. [16] Han breder sneen ud som et tæppe, spreder rimfrost på jorden som mel. [17] Han kaster hagl som byger af småsten, hvem kan holde stand mod den isnende kulde? [18] På hans ord begynder isen at smelte, når han ånder på den, pibler vandet frem. [19] Han sendte sit ord til Israels folk, gav dem sine forskrifter og lovbud. [20] Han sendte det ikke til de andre folk, de kender ikke hans love. Halleluja!