[1] En sang af David. Herre, jeg har brug for din hjælp her og nu. Hør mig, når jeg beder til dig. [2] Lad min bøn være som røgelse, der stiger op, mine løftede hænder som et aftenoffer. [3] Herre, hjælp mig til at holde min mund og være varsom med, hvad jeg siger. [4] Hjælp mig til at tage afstand fra det onde, så jeg ikke roder mig ind i noget forkert sammen med ugudelige mennesker, selv om det nok kan være fristende. [5] En kærlig irettesættelse vil jeg tage imod som forfriskende olie til mit hoved. Jeg bekæmper det onde med min bøn, [6] og når de gudløse ledere styrtes ned fra klippen, vil man indse, at jeg havde ret. [7] Deres knogler vil ligge spredt ved gravens rand som sten, der er pløjet op af marken. [8] Mit blik er rettet mod dig, min Herre og Gud. Du er min hjælp og min tilflugt, overgiv mig ikke i onde menneskers hænder. [9] Bevar mig fra deres baghold, fra forbrydernes fælder. [10] Lad dem selv gå i fælden, og lad mig gå fri.