Salmernes bog 135:1-21 BPH

[1] Halleluja! Lovpris Herren, I hans tjenere, [2] I, som tjener i Guds hus, I, som arbejder i templets forgård. [3] Pris Herren, for han er god. Lovsyng hans herlighed og nåde, [4] for Herren har udvalgt Israel. Jakobs efterkommere er hans ejendomsfolk. [5] Jeg ved, at Herren er stor, større end alle de andre folks guder. [6] Han gør alt, hvad han vil, på jorden, i himlen og i havets dyb. [7] Han kalder uvejrsskyer sammen, sender lynene af sted, slipper stormen løs og lader regnen styrte ned. [8] Alle de førstefødte i Egypten slog han ihjel, både blandt mennesker og dyr. [9] Han udførte vældige tegn og undere for øjnene af Farao og hele hans folk. [10] Han tilintetgjorde stærke nationer, besejrede mægtige herskere, [11] amoritterkongen Sihon, kong Og af Bashan og alle kongerne i Kana’ans land. [12] Han gav deres lande til sit eget folk, Israel fik det som sin arvelod. [13] Herre, dit ry vil altid bestå, din berømmelse kender ingen grænser. [14] For Herren fører sit folks sag, han er barmhjertig mod sine tjenere. [15] Andre folkeslag dyrker afguder, som de selv har lavet af sølv og guld. [16] Afguderne har mund, men kan ikke tale. De har øjne, men kan ikke se. [17] De har ører, men kan ikke høre, for der er ingen livsånde i dem. [18] De mennesker, der formede afgudsbillederne, er lige så tåbelige som deres guder. [19] Pris Herren, Israels folk! Pris Herren, Arons slægt! [20] Pris Herren, alle I levitter! Pris Herren, alle I, som kender ham! [21] Lovet være Herren, som bor på Zion, han som har sin bolig i Jerusalem. Halleluja!

About this translation

Life Bible app icon
Get the Life Bible app Read offline, sync highlights and notes, and study with your library on any device.