[1] En valfartssang. Herre, du husker Davids hengivenhed. [2] Han gav et højtideligt løfte, han sagde til Israels mægtige Gud: [3] „Jeg under mig ikke ro, jeg vil ikke lægge mig til hvile, [4] jeg vil ikke sove, jeg vil ikke lukke et øje, [5] før jeg har bygget Herren et hus, en værdig bolig for Israels vældige Gud!” [6] Vi hørte i Betlehem, at pagtens ark var blevet set, vi tog til Ja’ars marker og fandt den. [7] Lad os nu bringe den til helligdommen, så vi kan tilbede Gud ved hans fodskammel. [8] Kom, Herre, indtag din bolig, på den Ark, der viser din magt. [9] Må præsterne altid gøre det rette, og dit trofaste folk juble af glæde. [10] Du gav et løfte til David og hans slægt. Forkast derfor ikke din udvalgte konge. [11] Du lovede David med en ed, et løfte, som ikke kan brydes: „Jeg vil gøre din søn til konge, han skal regere efter dig. [12] Og hvis dine efterkommere vil holde min pagt og adlyde mine befalinger, skal din slægt blive ved at regere, sidde på tronen til evig tid.” [13] Herren har udvalgt Zion, dér ønsker han at bo. [14] „Dette er mit blivende hjem, det er her, jeg har valgt at bo. [15] Jeg velsigner byen med overflod, jeg giver de fattige mad at spise. [16] Jeg udruster præsterne til deres gerning, mine trofaste tjenere skal råbe af glæde. [17] Derfra skal en mægtig konge spire frem, fra Davids slægt, som jeg har udvalgt. [18] Hans fjender vil blive til skamme, men han selv skal regere i herlighed.”
