[1] Tak Herren, for han er god. Hans trofasthed varer til evig tid. [2] Syng med, Israels menighed: „Hans trofasthed varer til evig tid!” [3] Syng med, Arons præsteslægt: „Hans trofasthed varer til evig tid!” [4] Syng med, alle I, der kender Herren: „Hans trofasthed varer til evig tid!” [5] I min nød bad jeg til Herren, han svarede og satte mig fri. [6] Herren er med mig, så jeg vil intet frygte. Hvad kan mennesker gøre mig? [7] Herren hjælper mig, han besejrer alle mine fjender. [8] Det er bedre at stole på Herren end at sætte sin lid til mennesker. [9] Det er bedre at søge hjælp hos ham end at stole på stormænd og fyrster. [10] Jeg var omringet af fjendtlige hære, men i Herrens kraft slog jeg dem tilbage. [11] De kom imod mig fra alle sider, men i Herrens kraft sejrede jeg over dem. [12] De sværmede om mig som bier, de blussede op som ild i en bunke kvas, men i Herrens kraft slog jeg dem tilbage. [13] Jeg blev angrebet hårdt og var ved at bukke under, men Herren kom mig til undsætning. [14] Herren hjalp mig og gav mig styrke, han gav mig sejr over mine fjender. [15] Der høres jubel og sejrsråb i de gudfrygtiges telte: „Herren gav os sejr! [16] Herren er stor og mægtig! Det var ham, der gav os sejren!” [17] Jeg er ikke død, jeg lever stadig. Jeg vil fortælle, hvad Herren har gjort. [18] Selv om Herren satte mig på en hård prøve, skånede han dog mit liv. [19] Luk helligdommens porte op, så jeg kan gå ind og lovsynge Herren. [20] De porte fører ind til Guds nærhed, kun de gudfrygtige kan gå derind. [21] Jeg takker dig, Herre, for du hørte min bøn og gav mig sejr. [22] Den sten, bygmestrene kasserede, er blevet selve hjørnestenen. [23] Det er Herren, der har gjort det, og det er forunderligt at se. [24] Det er Herrens dag i dag, kom, lad os juble og fryde os. [25] Herre, hjælp os, når vi er i nød, red os og giv os fremgang! [26] Velsignet være den, som kommer i Herrens navn. Vi velsigner jer fra Herrens hus. [27] Herren er vor Gud, og han har givet os glæde. Lad folk komme i festligt optog til alterets horn med flettede grene. [28] Du er min Gud, og jeg vil takke dig. Jeg vil fortælle om din storhed og magt. [29] Tak Herren, for han er god. Hans trofasthed varer til evig tid!