Salmernes bog 116:1-19 BPH

[1] Jeg elsker Herren, for han hører min bøn. [2] Han lytter til mit råb om hjælp, jeg vil bede til ham, så længe jeg lever. [3] Døden holdt mig i sit kvælertag, jeg var dødsens angst og dybt fortvivlet. [4] Da råbte jeg: „Herre, red mig fra at dø!” [5] Herren er god og nådig. Vor Gud er fuld af barmhjertighed. [6] Han hjælper dem, der råber om hjælp, han frelste mig i nødens stund. [7] Min sjæl, fald til ro igen, for Herren har bevist sin godhed. [8] Han reddede mig fra døden, mit øje fra gråd, min fod fra fald. [9] Jeg er stadig i live, og jeg vil altid følge Herrens vej. [10] Jeg troede, og derfor talte jeg. „Herre!” råbte jeg. „Jeg er i stor nød!” [11] I min bitre angst sagde jeg: „De er alle sammen fulde af løgn!” [12] Hvad kan jeg give til Herren for al hans godhed imod mig? [13] Jeg vil takke ham for min redning med et drikoffer. [14] Jeg vil bringe ham de ofre, jeg har lovet, for øjnene af hele folket. [15] Herren elsker sit folk, han griber ind, hvis nogen er nær ved at dø. [16] Herre, jeg er din tjener, en simpel slave. Tak, fordi du reddede mig fra døden. [17] Jeg vil bringe dig takofre og lovprise dig. [18] Jeg vil bringe de ofre, jeg lovede, for øjnene af hele folket, [19] midt i din helligdom, Herre, midt i Jerusalem. Halleluja!

About this translation

Life Bible app icon
Get the Life Bible app Read offline, sync highlights and notes, and study with your library on any device.