[1] Halleluja! Af hele mit hjerte vil jeg takke Herren, berømme ham midt i de gudfrygtiges forsamling. [2] De ting, han gør, er vidunderlige, enhver, der oplever dem, må juble og glæde sig. [3] Fantastiske er alle hans undere, glem ikke hans uendelige godhed. [4] Herren er nådig og barmhjertig, ingen må glemme hans velgerninger. [5] Jeg ved, at han altid sørger for sit folk. Kan han nogensinde glemme sin pagt med dem? [6] Landet, som tilhørte de fremmede, gav han til sit eget folk, med magt drev han de andre væk for øjnene af sine udvalgte. [7] Når han handler, gør han altid det rigtige, ordene fra ham kan man stole på. [8] Pas på, at I trofast adlyder hans bud, retsindighed har evighedsværdi. [9] Sit folk har han sat i frihed, til evig tid varer hans pagt med dem. Underfuld og hellig er Herren. [10] Visdom udspringer af ærefrygt for Gud. Ypperlig er den indsigt, man får ved at adlyde ham. Æren er hans for evigt!