[1] En sang af David. Min sjæl, pris Herren, alt i mig skal ophøje hans hellige navn. [2] Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger. [3] Han tilgiver alle mine synder og helbreder alle mine sygdomme. [4] Han frier mig fra dødens gab, velsigner mig med sin nåde og godhed. [5] Han mætter mig med gode gaver, jeg får min livskraft igen som ørnen. [6] Han lader retfærdigheden ske fyldest, så de undertrykte får deres ret. [7] Han åbenbarede sine planer for Moses, Israels folk var vidner til hans undere. [8] Herren er barmhjertig og nådig med tålmodig og trofast kærlighed. [9] Han fortsætter ikke med at anklage os, bliver ikke ved med at være vred. [10] Han giver os ikke løn som forskyldt, straffer os ikke i forhold til vore synder. [11] Så højt som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der har ærefrygt. [12] Så langt som østen er fra vesten, har han fjernet vore synder fra os. [13] Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der ærer ham. [14] Han forstår, hvor skrøbelige vi er, han ved, at vi kun er som støv. [15] Vores liv på jorden er som græsset, som markblomster, der hurtigt forsvinder. [16] Blæsten gør en ende på blomsten, man skulle tro, den aldrig havde været der. [17] Men Herrens trofasthed er evig, den omslutter dem, der ærer ham. Hans godhed bliver alle generationer til del, [18] hvis de holder hans pagt og adlyder hans bud. [19] Herren sidder på sin trone i Himlen, alt er underlagt hans herredømme. [20] Lovpris Herren, alle hans engle, I vældige krigere, som adlyder hans ordrer og udfører alle hans befalinger. [21] Ja, pris Herren, I englehære, som tjener ham og udfører hans vilje. [22] Pris Herren, alle hans skabninger, hvor I end befinder jer i hans rige. Min sjæl, pris Herren.