Ordsprogenes bog 28:1-28 BPH
[1] Den, som har dårlig samvittighed, flygter, selv når ingen er efter ham, men den, hvis samvittighed er god, holder stand som en løve. [2] Når et folk er i oprør, holder en leder ikke længe, men en klog og dygtig regent skaber ro og tryghed. [3] En ubehøvlet tyran, der undertrykker de svage, er som en haglbyge, der slår kornet ned. [4] Den, der ignorerer loven, støtter ondskaben, den, der holder fast ved loven, bekæmper det onde. [5] De onde forstår ikke, hvad retfærdighed er, men det gør de, der ønsker at gøre Guds vilje. [6] Det er bedre at være ærlig og fattig end at være rig og uhæderlig. [7] En fornuftig søn adlyder loven, men den, der føjter om med dårlige venner, er en vanære for sin far. [8] Den, som bliver rig ved at udnytte andre og kræve høje renter, mister sin rigdom til den, som er barmhjertig mod de hjælpeløse. [9] Når et menneske ignorerer Guds lov, er selv hans bønner en afskyelighed. [10] Den, der forleder andre til synd, falder i sin egen fælde, men de retsindige skal få en rig belønning. [11] En, der er rig, tror, han ved alt, men en fattig med sund fornuft ved bedre. [12] Når retfærdigheden sejrer, er der grund til fest, men når ondskaben hersker, søger folk i skjul. [13] Den, der dækker over sine fejl, får aldrig fremgang, den, der erkender dem og lover bedring, får en ny chance. [14] Velsignet er den, som har ærefrygt for Gud, den, som kun tror på sig selv, ender i store problemer. [15] Farlig som en brølende løve eller en sulten bjørn er en ondsindet hersker for det folk, han regerer. [16] En regent, der undertrykker sit folk, er en tåbe. En god leder udnytter ikke sin magt til egen fordel. [17] Den, der har mord på samvittigheden, er altid på flugt, lad være med at dække over ham. [18] Den retsindige bliver reddet, den uærlige går sin undergang i møde. [19] Den, der passer sit arbejde, har nok at spise, den, der drømmer tiden bort, må sulte. [20] Den, der er ærlig og trofast, bliver rigt belønnet, den, der uærligt bliver rig, undgår ikke straf. [21] Partiskhed i retten er altid af det onde, og nogle kan bestikkes bare med et stykke brød. [22] Den griske har kun øje for at vinde sig rigdom, han ser ikke, at det er fattigdom, der venter ham. [23] I sidste ende er en ærlig irettesættelse bedre end altid at høre på smigrende ord. [24] Den, der stjæler fra sine forældre, er ikke bedre end en simpel røver. [25] Selviskhed fører til skænderier, tillid til Herren fører til fremgang. [26] Den, der kun stoler på sig selv, er en tåbe, den, der vandrer i visdom, er tryg. [27] Den, der giver til mennesker i nød, vil altid selv have nok, den, der lukker øjnene for nøden, bliver foragtet. [28] Når et ondt menneske regerer, søger folk i dækning, når den onde styrtes, blomstrer retfærdigheden.
