Ordsprogenes bog 26:1-28 BPH

[1] At en tåbe bliver æret er lige så upassende som regn i tørtiden eller sne om sommeren. [2] En svale sætter sig ikke på din skulder, og en ufortjent forbandelse rammer dig ikke. [3] En hest kan styres med bidsel og et æsel med pisk, en tåbe lærer kun ved at få tæsk. [4] Giver du en tåbe igen med samme mønt, kommer du selv til at ligne en tåbe. [5] Giver du en fornuftig forklaring til en tåbe, kan han måske indse sin tåbelighed. [6] Det er skørt at sende en besked med en tåbe, det er værre end ingenting, det giver bagslag. [7] Hvis en tåbe prøver at bruge et ordsprog, er det som en lam, der prøver at gå. [8] At hædre en tåbe er lige så tosset som at binde stenen fast til slyngen. [9] En tåbe, der stiver sig af med ordsprog, er som en drukkenbolt, der støtter sig til en tjørnekæp. [10] Den arbejdsgiver, der hyrer den første den bedste, er som en skytte, der skyder på må og få. [11] En tåbe, der fremturer i sin tåbelighed, er som en hund, der slikker sit eget bræk i sig. [12] En tåbe, der er ærlig, er bedre faren end den, der fejlagtigt tror, han er klog. [13] Den dovne siger: „Jeg kan ikke gå på arbejde, for jeg risikerer at blive ædt af en løve!” [14] Den dovne vender og drejer sig i sengen, som døren drejer sig på sine hængsler. [15] Den dovne stikker fingrene i frugtfadet, men gider ikke føre hånden til munden. [16] Den dovne er klogere i sine egne øjne end syv vise og fornuftige mennesker. [17] En forbipasserende, der blander sig i et skænderi, er som en, der rykker en vild hund i øret. [18] Den, der bedrager sin ven og bagefter påstår, at det var for sjov, er som en sindssyg, der leger med et dødbringende våben. [20] Uden brændsel går ilden ud, uden bagtalelse dør striden ud. [21] En kværulant får en strid til at blusse op, som når man bærer brænde til bålet. [22] Sladder sluges med hud og hår og lagrer sig dybt i sindet. [23] Som skinnende glasur på en grim lerkrukke er smukke ord, der dækker over falske motiver. [24] En ondskabsfuld person kan tale smigrende ord, men er fyldt med had indvendigt. [25] Tro ikke på de venlige ord, for hans hjerte er fuldt af onde planer. [26] Skønt han snedigt skjuler sit had, bliver det før eller senere klart for enhver. [27] Den, der graver en grav for andre, falder selv i den, den, der ruller en stor sten mod andre, knuses selv under den. [28] Den, der lyver, viser sit had, ondsindet smiger gør megen fortræd.